Kvakademisk forskning og orgasme-healing

Dette er en opdateret udgave af artikler bragt på ugeskriftet.dk og skeptica.dk

Kvakademisk forskning har til formål at bekræfte, at den alternative behandlingsform man har kastet sin kærlighed på virker. Dette er fundamentalt anderledes end akademisk forskning, som sigter mod at besvare spørgsmålet om en given behandlingsform virker eller ej.

finansloven for 2016 blev der afsat 4 millioner kroner til forskning i effekt af alternativ behandling. Denne forskning havde til formål at bygge bro mellem det konventionelle og det alternative. Midlerne kunne kun søges af patientforeninger. Og kun til projekter, hvor såvel alternative som konventionelle var repræsenterede. Derudover blev der afsat yderligere 1 million kroner til tiltag, som ikke var egentlige forskningsprojekter. De blev i stedet klattet væk på konferencer, workshops, modernisering af SRAB-hjemmesiden m.m.

En artikel i Ugeskrift for Læger beskæftigede sig med holdninger til denne bevilling.

Antropolog Helle Johannessen var utilfreds med bevillingens størrelse. Hun udtalte:”… det er ikke i nærheden af nok, hvis Danmark reelt vil have mere viden om alternativ behandling”. Denne udtalelse står i skærende kontrast til et citat fra hende bragt i Dagbladet Information: ” Al den effektforskning, der er lavet, påviser ingen specifik effekt af alternative behandlingsformer. De finder en uspecifik virkning, der kan kaldes en placebo-virkning.”

Hvis det citat er korrekt, så er det vanskeligt at se hvilken viden om effekt hun mente kunne tilvejebringes med yderligere forskningsmidler. Forskning som sigter mod at dokumentere at alternativ behandling alligevel virker (ud over placebo) er ikke akademisk forskning. Det er kvakademisk forskning. Det er ikke et synspunkt, som er enestående indenfor universitetsverdenen. Også antropolog ved Københavns Universitet Lasse Skovgaard har givet udtryk for, at når videnskaben ikke kan påvise effekt af alternativ behandling, så er det videnskaben der er noget i vejen med.

Frustration blev også udtrykt af Overlæge og professor Asbjørn Mohr Drewes. Han kritiserede, at han (og andre læger) ikke kan få del i forskningsmidlerne. Jeg gætter på, at hans interesse for at forske i effekt af alternativ behandling bunder i hans deltagelse i en række TV-udsendelser tilrettelagt af en stuntman ved navn Lasse Spang Olsen.

Jeg kunne godt have ønsket mig, at han forholdt sig en anelse mere skeptisk til det han så i den forbindelse. Man kan sagtens forestille sig at en galdeblære kan ændre størrelse v.h.a. placeboakupnktur (Der resulterer i sekretion af endogene opioider, som kan påvirke opioidreceptorer i galdeblæremuskulaturen).

En stuntman er ikke en god kontrol til orgasmehealing udført af en orgasmehealer på en til lejligheden medbragt stamkunde med bind for øjnene. Det var faktisk ret nemt at se hvordan stamkunden kunne se hvad der foregik. Der var ganske rigtigt bind for øjnene. Men i nærbilleder kan man se, at der er en stor nærmest tragtformet åbning mellem bindet og næsefløjen. Den til lejligheden medbragte stamkunde behøvede således blot kigge ned langs næsen for at se om det var Spang-Olsen eller Somananda (som healeren hed) der viftede med hænderne.

En skuespiller med en ugennemsigtig papirspose indeholdende leca kugler er ikke en brugbar placebokontrol af en kinesiolog med en gennemsigtig plastpose indeholdende tørret plantemateriale.

Endelig var der en politiker, som var ganske godt tilfreds. Liselott Blixt udtalte:

” Patienterne bruger alternativ behandling. Derfor skal vi give dem en form for dokumentation [Af at det virker] – også selvom dokumentationen ikke kan blive, lige som lægerne vil have den”

Mere direkte kan det næppe siges. Når videnskaben ikke kan levere dokumentation for at et eller andet (tilsyneladende populært) alternativt gøgl virker, så må det dokumenteres på anden vis. Hun var med andre ord stolt af at kunne erstatte akademisk forskning med kvakademisk forskning.

Hvad er pengene så brugt til?

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside findes en oversigt over de fire projekter, som har fået støtte. Oplysningerne på hjemmesiden er yderst sparsomme, men det er hvad vi har. Lad os da prøve at overveje, om de støttede projekter har en realistisk chance for at bidrage med information, der kan bruges til at bygge broer.

1) Kræftforeningen Tidslerne fik 1.150.000 kr. til et projekt med titlen ”Validerede [spørge?] skemaers metode til forskning i alternativ behandling.

Spørgeskemaer kan være informative i nogle henseender. Men er Tidslerne mon parate til at acceptere resultater, som går imod deres forestillinger? Der er f.eks. denne spørgeskemaundersøgelse publiceret i 2013, som fandt at brystkræftpatienter der benyttede alternativ behandling havde flere depressive symptomer, end de som undlod. Eller denne som viste, at healing ikke havde gavnlige effekter hos tarmkræftpatienter m.h.t. livskvalitet, depressive symptomer, humør og søvnkvalitet.

Når jeg kigger på Tidslernes hjemmeside, så får jeg indtryk af, at foreningen ikke reelt ønsker neutral information om alternativ behandling. På forsiden skriver de ganske vist:

” I Tidslerne arbejder vi for en positiv og åben dialog mellem alternativ/komplementær behandling og det etablerede sundhedssystem – kun hvis der skabes åbenhed og gensidig forståelse, kan vi som patienter få den bedste behandling.”

Men på selv samme side bringer den et link til filmen ”De forbudte kure”. En film hvis budskab er, at konventionel behandling er rendyrket ondskab, mens en lang række absurditeter er reelle alternative behandlinger. Eller hvad med dette citat fra  hjemmesiden:

 ” Vælger du at sige nej tak til kemo og strålebehandling, er der masser af holistiske komplementære metoder og behandlinger, som kan understøtte de selvhelbredende kræfter.”

Tydeligere kan det vist ikke siges, at i Tidslernes optik betyder komplementær behandling ikke nødvendigvis komplementær i forhold til konventionel behandling. Hensigtserklæringen på forsiden lyder måske sympatisk. Men det er en forening, som åbent støtter op om at fravælge konventionel behandling, for i stedet at vælge alternativ – undertiden direkte farlig – behandling. Jeg vurderer, at risikoen for kvakademisk forskning er høj.

Foreningen er ikke kommet med tilbagemeldinger på hvad deres undersøgelse har vist.

2) Kræftens Bekæmpelse fik 1oo.ooo kr. til et projekt omkring dialog og rådgivning. Midlerne blev dels brugt på et litteraturstudie af viden om alternativ behandling.  Dels på fokusgruppeinterviews af patienter, læger, sygeplejersker og alternative behandlere. Dette skulle afdække ønsker til rådgivning og dialog. Den indhentede viden påtænktes anvendt til udarbejdelse af kursusforløb for sundhedsprofessionelle.

Et af de synlige resultater af dette projekt er hjemmesiden KABcancer.dk. Tanken var at skaffe sundhedspersonale og patienter nem adgang til information om viden omkring diverse alternative behandlingsformer. Det pointeres, at der er klar evidens for, at alternativ behandling ikke kan helbrede kræft. Og det er glimrende med så klar en udmelding.

Men der har alligevel sneget sig kvakademisk forskningsformidling ind. Man lod sig snyde af en fejlbehæftet Cochraneoversigt til at rapportere at homøopati har en mulig effekt på betændelsestilstande i munden, hudirritation ved strålebehandling samt angst. Og man angav, at der kan optræde bivirkninger ved homøopati i form af midlertidig forværrelse af symptomer eller genopblussen af tidligere symptomer – fænomener som karakteriserer ubehandlet normalforløb af talrige lidelser.

Der er ingen tvivl om, at Kræftens Bekæmpelse er skarpe på viden om kræftbiologi og – behandling. Men her synes jeg ikke de helt levede op til deres normale standard.

3)  Landsforeningen af ufrivilligt barnløse Har fik 100.000 kr. til et projekt omkring effekt af akupunktur på AMH (Anti Müllersk Hormon) og ægreserve hos kvinder med lav ægreserve.

Der er lavet en del undersøgelser af akupunkturs rolle i behandling af infertilitet. Her er en Cochrane oversigt, som fandt at akupunktur er virkningsløst i fertilitetsbehandling. Der er også et par referencer på pubmed, som specifikt går på effekt af akupunktur på AMH. På basis af den eksisterende viden er der ikke grund til at en optimistisk tro på at projektet ville påvise en gavnlig effekt. Og der er ingen afrapportering af projektet. Vi aner således ikke om undersøgelsen styrker eller svækker den allerede eksisterende evidens for akupunkturs inefektivitet m.h.t. fertilitetsbehandling.

Hvis formålet med undersøgelsen var at gøre akupunktur stueren m.h.t. fertilitetsbehandling og ikke belyse om det rent faktisk virker, så var der tale om kvakademisk forskning.

4) Scleroseforeningen fik 850.000 kr. til en undersøgelse af akupunkturs virkning på cytokin-niveauer i blodet hos patienter diagnosticeret med multipel sclerose.

De medvirkende akupunktører var til at begynde med vrangvillige med hensyn til at gennemføre det som en enkeltblindet placebokontrolleret undersøgelse (ved brug af særlige placebo nåle), men lod sig overtale. Forsøget fandt, at akupunktur ikke påvirkede cytokinniveauet, og ikke havde nogen indflydelse på patienternes livskvalitet. Så langt så godt. Men i bedste kvakademiske stil konkluderes det, at selvom forøget ikke viser gavnlig effekt af akupunktur, så beviser det ikke, at akupunktur ikke kan have en gavnlig effekt på patienter med multipel sclerose.

Det er klassisk kvakademisk tankgang, at kun positive resultater tæller i den samlede evidens.

Her er et review (ikke cochrane), som ikke fandt evidens for at akupunktur er gavnligt for sclerosepatienter. Scleroseforeningens forsøg er i overensstemmelse med reviewet, og bidrager reelt til den samlede negative evidens.

Er det realistisk at de bevilgede midler bidrager til brobygning?

Tidslerne tager fejl hvis de tror, at de konspirationsteorier og kvaksalverbehandlinger der præsenteres i f.eks. videoen om “De forbudte kure” kan gøres stuerene ved hjælp af spørgeskemaer. Hvis man blander kokage i en æblekage bliver det samlede produkt ikke bedre end æblekagen alene. Og kokagen bliver ikke mere spiselig. På samme måde gør åbenhed overfor kvaksalveri heller ikke kræftbehandling bedre. Og cancerkvaksalveri bliver ikke mere acceptabelt.

Kræftens Bekæmpelses tanker om kursusforløb rummer bestemt muligheder. Men jeg er ikke sikker på at det politiske brobygningsmål kan opfyldes. Onkologer citeres gang på gang i pressen for, at deres erfaringer er, at deres patienter ikke bliver helbredt ved hjælp af alternativ behandling – Det være sig C-vitamin, Cannabis, natriumbikarbonat og meget andet. Og Kræftens Bekæmpelse er også ganske klare i mælet m.h.t. afvisning af den type alternativ behandling.

Hvis onkologer og plejepersonale skal tilbydes oplysende kurser vdr. alternativ behandling vil det være en god idé at inddrage skeptikere med viden på området. Men det er ikke det som det nuværende folketing ønsker.

Forsøgene med akupunktur har jeg heller ikke meget tiltro til m.h.t. brobygning.

De negative resultater fra allerede udførte forsøg har i hvert fald ikke skabt tvivl hos de overbeviste. Selv et positivt resultat af de støttede forsøg ville ikke være tilstrækkeligt til at ændre den samlede negative evidens. Og hvis man kun mener at positive fund er informative, ja så der ikke tale om akademisk forskning men om kvakademisk tidsspilde

Om broer og flyvende tæpper

Næsten identiske udgaver af denne artikel forefindes på ugeskriftet.dk og skeptica.dk

Der er et stærkt politisk ønske om brobygning mellem alternativ og konventionel behandling. Men er det nu også så fornuftig en idé, som det intuitiv forekommer??

Vi lever i en tidsalder, hvor ca. 76 % af konventionel behandling er baseret på overbevisende evidens. Og ca. 37 % endda på randomiserede kontrollerede forsøg. Det vil være et tilbageskridt at inddrage udokumenterede (og undertiden helt absurde) behandlinger i det offentlige sundhedsvæsen.

At være eller ikke at være alternativ.

Nogle tiltag opfattes som alternative uden at være det. Eksempelvis er motion og massage glimrende supplementer. Kostråd er heller ikke alternativt. Kostvejledning på et videnskabeligt grundlag er mere meningsfuldt end mere eller mindre fantasifulde kostråd fra selvudnævnte kosteksperter.

Undertiden fremføres det, at de alternative behandlere bruger meget mere tid på at snakke med deres patienter. Det er bestemt muligt, men at snakke med patienterne er ikke alternativt.

Der er således gode muligheder for at supplere konventionel behandling med tiltag, som egentlig ikke er alternative.

Mislykket forsøg på brobygning.

EDTA behandling for claudicatio har været omtalt. Det har karkirurgerne allerede overvejet. Behandlingen blev testet i et randomiseret placebokontrolleret blindforsøg. Resultatet heraf var, at EDTA-behandlede patienter ikke fik det bedre end de som fik placebo. Undersøgelsen skabte en voldsom reaktion fra EDTA-lægerne og deres patientforening. De gik efter struben på de involverede forskere. Dels var der tilråb, hamren i bordet samt omdeling af brochurer under det Ph.d.-forsvar, som projektet var bundet op på.  Dels forsøgte behandlerne sig med indberetning for videnskabelig uredelighed og forsøg på at få forskningsresultaterne dømt fejlagtige i højesteret. Jeg har svært ved at forestille mig, at brobygning mellem karkirurger og EDTA læger har en realistisk gang på jord.

De ikke-plausible alternative behandlinger.

Mon politikerne har gjort sig nogle tanker om der findes alternative behandlinger som er for absurde til brobygning?

Lad os kigge lidt på et par stykker af de alternative behandlingstilbud.

Healing:
Healing er en alternativ behandlingsform, hvor man (let forenklet) forestiller sig at, behandleren (som her kaldes en healer) kan kanalisere energi fra universet og ind i patienten, og derved styrke kroppens selvhelingsevne. Set fra et naturvidenskabeligt synspunkt er denne forestilling meningsløs. En dansk undersøgelse af healing hos patienter med tarmkræft blev offentliggjort i 2014. Forskerne ville undersøge, om healing kan bedre livskvalitet hos patienter med kolorektalcancer. Svaret var nej. Og dette er helt i tråd med mange andre undersøgelser af healing.

Homøopati:
Et af grundprincipperne er en forestilling om, at stoffer som fremkalder symptomer hos raske personer fjerner de samme symptomer hos syge personer.  Set med nutidige briller er der ikke noget biologisk grundlag for dette princip. Men det var ikke selvindlysende da homøopati blev opfundet.

Et andet grundprincip er, at virkningen af det homøopatiske middel bliver stærkere jo mere det bliver fortyndet. Dette sker dog kun hvis det rystes kraftigt ved hver fortynding. I vore dage kan vi godt forstå, at intet andet i naturen bliver stærkere af at blive fortyndet (og rystet) – Homøopatiske midler er ofte så fortyndede, at der ikke er et eneste molekyle tilbage af det stof som blev fortyndet. Men dette var ikke en selvfølge på opfindelsestidspunktet.

Homøopati dumper (helt som forventet) i velgennemførte videnskabelige undersøgelser. At bygge bro til homøopater er lige så fjollet som at etablere luftkorridorer til flyvende tæpper.

Zoneterapi:
Zoneterapi bygger på en forestilling om, at fodsålen udgør et ”landkort” over resten af kroppen. Man forestiller sig, at terapeuten kan stille diagnoser v.h.a. tryk på fodsålen. Og behandle alt muligt ved hjælp af noget som bedst kan karakteriseres som fodsålsmassage.  Der er ikke anatomiske eller fysiologiske holdepunkter for at det skulle forholde sig sådan. Et forsøg viste, at erfarne zoneterapeuter ikke kunne stille korrekte diagnoser, selvom de udstyredes med en liste over valgmuligheder. Og de indbyrdes uenige om diagnoserne. Et systematisk review fra 2011 fandt, at zoneterapi ikke er brugbart til at behandle noget som helst.

Man kunne blive ved med at opremse alternative behandlingsmetoder, som er ikke-plausible ud fra et biologisk synspunkt. Det er muligt, at politikere synes det er smart med brobygning, forstået på den måde, at det etablerede skal anerkende sådanne absurditeter (uden at alternativisterne skal overveje at acceptere videnskabelige fakta). Men ret beset giver sådan en form for brobygning lige så meget mening som etablering af luftkorridorer til flyvende tæpper.

De plausible alternativer – urtemedicin.

Urtemedicin har en vis plausibilitet. Mange vigtige (patenterede) lægemidler er udviklet fra planter. Nogle naturlægemidler er afprøvet i kliniske forsøg. Af denne grund ved vi, at Rød Solhat er ineffektiv mod forkølelse samt at Perikon har effekt på lettere grader af depression.  Vi ved også, at Rød Solhat kan forårsage astma og mere sjældne tilstande som f.eks. erytema nodosum. Og vi ved, at perikon kan hæmme virkning af mange vigtige lægemidler.

Der er således fornuft bag tanken om at undersøge naturmedicin m.h.t. virkninger og bivirkninger. Forsøg på at kræve dokumentation for virkning og sikkerhed af naturlægemidler i USA mødte massiv modstand fra kosttilskudsindustrien. Ved hjælp af politisk lobbyisme, chikane af deres modstandere samt massiv PR lykkedes det den at forpure en lovgivning, som kunne sikre forbrugerne.

I Europa er reglerne strammere end i USA, men der kunne for min skyld godt strammes op. Når forskning i lægemidler domineres af lægemiddelindustrien, så er det i høj grad en følge af, at der stilles krav til dokumentation af virkninger og bivirkninger før markedsføringen. Det ville være forfriskende hvis politikerne turde stille samme krav til producenter af ”kosttilskud”.

Den formodet stærke placeboeffekt.

Nogle tilhængere af alternativ behandling erkender, at der ikke er nogen specifik virkning. Men de giver udtryk for, at placeboeffekten – den virkning man får udover den aktive behandling – er relevant. Placebo har effekt på symptomer som f.eks. smerter. Men placebo helbreder ikke årsagen til smerterne. Også allergisymptomer er placebofølsomme (for en tid). Men allergien forsvinder ikke fordi man får symptomlindring. Desuden er placeboeffekten uforudsigelig, af beskeden størrelse og ganske kortvarig.

For år tilbage lavede man et forsøg med astmapatienter. Det var et lodtrækningsforsøg, hvor patienterne enten fik rigtig medicin, placebomedicin, placeboakupunktur eller ingen behandling. Patienterne som fik placebomedicin og placeboakupunktur fik samme grad af symptomlindring som de der fik rigtig medicin. Men lungefunktionen forbedredes kun hos de patienter, som fik rigtig medicin. Men formålet med astmabehandling er at forbedre lungefunktionen. Derfor placebobehandling utilstrækkeligt, og kan i værste fald medføre døden pga. manglende erkendelse af hvor svært syg man er.

Alternativ behandling kan ikke afskaffes.                           

Kan/skal man så afskaffe alternativ behandling? Svaret herpå er nej. Men man kan give patienterne mulighed for at vælge alternativ behandling på et informeret grundlag fremfor et misinformeret grundlag. Nogle patienter er fuldt ud tilfredse med at få en placeboeffekt. Og hvis de forstår at det er placebobehandling de får, og er med på hvad placebo kan og ikke kan, så er etikken på plads.  

Det er redeligt at fortælle patienten, at der ikke er lægelig grund til at tro, at der er specifik effekt af den alternative behandlingsform, som patienten ønsker. Og at man gerne vil se patienten igen og høre hvordan det går. Selvfølgelig skal patienten kunne tale åbent med sin læge om sit ønske om at prøve alternativ behandling. Men det har intet med brobygning at gøre.

Bevillinger til forskning i effekt af alternativ behandling er spild af penge – Erfaringer fra ViFAB

Næsten identiske udgaver af denne artikel forefindes på ugeskriftet.dk og skeptica.dk

Sidst i 1990´erne gav Sundhedsstyrelsen (SST) udtryk for, at de mente at der var et behov for et forsknings- og videnscenter vedrørende alternativ behandling. Den politiske proces som førte til oprettelsen af ”Videns og forskningscenter for alternativ behandling” (ViFAB) pr. 28. august 2000 er fyldestgørende beskrevet i en artikel på Skeptica.dk 2005.

Om ViFAB’s hjemmeside

VIFAB blev nedlagt pr. 23. november 2012, men indholdet pr ViFAB’s hjemmeside findes på srab.dk. På denne kan man bl.a. læse generelle beskrivelser af forskellige typer af alternativ behandling. At siden havde en negativ holdning til kritikere kommer til udtryk i dens karakteristik af en hjemmeside, som forholder sig kritisk til alternativ behandling. Hjemmesiden quackwatch.com karakteriseres på følgende vis:

.attituden over for alternativ og komplementær medicin er entydigt negativ.”

Det er ikke korrekt. For eksempel står der følgende om massage (som af nogle – også VIFAB – henregnes til alternativ behandling):

 ” Ordinary massage and the legitimate practice of massage therapy should not be categorized as quackery.”

En mere neutral (og korrekt) formulering ville være:

 Siden forholder sig skeptisk men ærligt og veldokumenteret til alternativ og komplementær medicin. Desuden advares der tydeligt mod visse former for alternativ behandling.

En stor mangel ved ViFAB’s hjemmeside var fravær af advarsler mod farlige behandlingsformer.

Siden indeholder også Cochraneoversigter. En Cochraneoversigt er lidt forenklet en sammenfatning af al videnskabelig evidens der kan opdrives (upubliceret såvel som publiceret). Jeg er generelt stor fan af Cochraneoversigter. Men når det kommer til vurdering af evidens for effekt af behandlinger uden biologisk plausibilitet kommer de undertiden til kort.

Evidensbaseret og videnskabsbaseret medicin – Hvad er forskellen?

I evidensbaseret medicin er al evidens ligeværdig. Det fungerer fint når vi taler om vurderinger af effekt af konventionelle behandlingsformer med høj grad af biologisk plausibilitet. Men der tages ikke højde for hvad den øvrige videnskab (kemi, fysik, biologi o.s.v.) siger om plausibiliteten. En gruppe af amerikanske læger argumenterer for, at man bør udvide den evidensbaserede medicin, således at der også tages højde for a priori plausibilitet. Denne udvidelse benævnes videnskabsbaseret medicin.

Homøopati er så dissocieret fra den virkelige verden, at ethvert positivt forskningsresultat med sindsro kan opfattes som et falsk positivt resultat. Når Cochraneoversigter konkluderer, at der må flere undersøgelser af et givent homøopatisk præparat mod en given tilstand før man kan udtale sig definitivt om der er effekt eller ej, så er der tale om en ukorrekt konklusion – set ud fra en videnskabsbaseret synsvinkel.

Anderledes forholder det sig med undersøgelse af planteekstrakter. Sådanne er biologisk plausible. En stor del af den medicin vi anvender i det konventionelle sundhedsvæsen er baseret på kemikalier, som findes i planter.

ViFAB-støttet forskning

I perioden 2001-2011 blev der via ViFAB uddelt i alt 28,5 millioner kroner, heraf 9,6 millioner til etablering af forskningscentre i hhv. Odense og København. Der er altså blevet udbetalt 18,9 millioner -kroner til specifikke forskningsprojekter.

Man kan groft inddele projekterne i typer som belyser forbrug af alternativbehandling og projekter, som beskæftiger sig med effekt af alternativ behandling. At mange bruger alternativ behandling er velkendt, så undersøgelser af forbrug vil jeg ikke komme mere ind på her. Det centrale spørgsmål er, om de bevilgede forskningsmidler gør os klogere på, om alternativ behandling virker eller ej. Det er sjældent at én enkelt undersøgelse kan levere et definitivt svar. Men en forudsætning for, at vi kan vurdere om pilen peger i den ene eller den anden retning er, at resultaterne publiceres. Jeg har forsøgt at opspore publikationer via pubmed, google samt ViFAB’s egne oplysninger.

Publicerede undersøgelser

Ud af 35 økonomisk støttede projekter om behandlingseffekt er der kun rapportering af resultaterne fra de 14. En del af undersøgelserne omhandler effekter af ikke-rigtigt-alternative-behandlinger som f.eks. motion og meditation. Der er kun 9 af de publicerede undersøgelser, som omhandler egentlig alternativ behandling. Og heraf er kun 6 kommet i mål i form af publikation i videnskabelige tidsskrifter efter peer review. Lad os kort kigge på disse:

1) Akupunktur som smertelindring og beroligelse til fødsler Støttebeløb: 148.012 kr.

 Der rapporteres om smertelindrende effekt, men der var ingen placebokontrol. Derfor er undersøgelsen ikke informativ m.h.t. specifik effekt af akupunktur.

2) Kan akupunktur under og efter ægtilbagelægning i forbindelse med IVF forbedre chancen for graviditet og fødsel? Støttebeløb: 100.000 kr.

Undersøgelsen fandt, at akupunktur øgede chancen for graviditet ved IVF-behandling. Der blev ikke anvendt placebokontrol. Efterfølgende placebokontrolleret undersøgelse (støttet med 530.000 kr., som blev delvist udbetalt) blev opgivet pga. rekrutteringsproblemer.

Undersøgelsen er inkluderet i en Cochraneoversigt, som finder at der ikke er effekt af akupunktur ved fertilitetsbehandling. På basis af den samlede evidens må undersøgelsens resultat derfor anses for at være falsk positivt. Klinikken hvor undersøgelsen blev udført anvender fortsat akupunktur.

3) Akupunktur til at sætte fødsler i gang Støttebeløb: 271.633 kr.

Der var ingen effekt af akupunktur. En hurtig søgning på internettet viser, at mange jordemødre alligevel bliver ved med at tilbyde behandlingen.

4) Te af planteekstrakt til behandling af diabetes (Link til undersøgelsen eksisterer ikke længere) Støttebeløb: 473.861 kr.

I alt 23 personer med type 2 diabetes indgik i forsøget. I en subgruppeanalyse fandtes bedre blodsukker regulation hos 4 af 7 patienter sammenlignet med placebo (0 af 7). I sagens natur kan en sådan undersøgelse kun anses for at være hypotesegenererende. Der er ikke publiceret opfølgende undersøgelser fra gruppen.

5) Behandling af nedsat sædkvalitet med planteekstrakter Støttebeløb: 520.000 kr.

Man fandt at præparatet kunne øge antallet af motile spermatocytter. Forfatterne gør selv opmærksom på, at man ikke kan afgøre, om effekten resulterede i en højere graviditetsrate. Ingen opfølgende undersøgelser er publiceret.

6) Undersøgelse af akupunkturs virkning på børn med astma Støttebeløb: 311.000 kr.

ViFAB havde så stor tillid til, at den blev støttet ad to omgange med hhv. 61.000 kr. og 250.000 kr. Børn er børn og akupunktører er akupunktører, så jeg vil gætte på, at en af virkningerne var en masse skrig og skrål. Dette kan være en medvirkende forklaring på, at kun 52 (42,6 %) af 122 deltagende børn kunne evalueres efter 12 måneder. Der blev ikke benyttet placebokontrol. Man fandt subjektiv symptomforbedring, som forsvandt efter akupunkturbehandlingens ophør. Det er en effekt, som man vil forvente ved placebobehandling.

en artikel publiceret i 2011 fandt man, at placebobehandling af astma kan give subjektiv symptomforbedring – ganske som observeret her. Men disse ledsagedes ikke af forbedringer af lungefunktionen.

Målet med astma-behandling er forbedring af lungefunktionen. Undervurdering af astmaanfalds sværhedsgrad er i litteraturen omtalt som risikofaktor for dødsfald. Af denne grund må man være tilbageholdende med ren placebobehandling af astma. Og den VIFAB-støttede undersøgelse giver ingen oplysninger om specifik effekt af akupunktur udover placebo.

Ikke-publicerede undersøgelser

Udgifterne til de ikke-publicerede undersøgelser andrager ca. 6 millioner kroner. Det er vanskeligt at udregne det eksakte beløb, idet nogle af de bevilgede midler er tilbagebetalt for projekter der måtte opgives. Der er også et par undersøgelser, hvor det bevilgede beløb ikke er oplyst.

En stor del af de upublicerede undersøgelser omhandler behandlingsformer med ringe biologisk plausibilitet (som f.eks. homøopati, kinesiologi og zoneterapi). Men negative forskningsresultater er ingen undskyldning for tilbageholdelse af data.

For biologisk ikke-plausible behandlingsformer er negative resultater som regel mere informative end positive. Det vil føre for vidt at komme ind på alle undersøgelserne. Jeg vil blot nævne et enkelt eksempel, som illustrerer hvor absurd et pengespild vi taler om.

1) Et projekt med titlen En klinisk kontrolleret parallelgruppeundersøgelse vedrørende effekten af traditionel medicinsk behandling og farmakologisk behandling, homøopatisk behandling og zoneterapeutisk behandling ved astma” blev støttet med 2.435.000 kr., og er dermed den absolutte højdespringer hvad angår bevillinger.

Det er knap en million mere end den støtte der blev givet til ovennævnte publicerede undersøgelser tilsammen. Selvom resultatet er negativt m.h.t. effekt, så synes jeg det ville være rimeligt, at insistere på, at data blev fremlagt.

Det korte af det lange

  • Meget få ViFAB-støttede studier af effekt af alternativ behandling er publicerede.
  • Negative (eller falsk positive) resultater får ingen konsekvens i form opgivelse af behandlingstyper.
  • Der er allerede publiceret en talrige undersøgelser af behandlingseffekter af en lang række alternative behandlingstyper, så facit er kendt.
  • Videnskabskyndige bliver ikke mere overbevist om at alternativ behandling er noget værd, bare fordi der er bevilget forskningsmidler. Det er resultaterne der tæller.

RAB-ordningen sikrer ikke forbrugerbeskyttelse

Dette er en let bearbejdet udgave af artikel bragt på ugeskriftet.dk og skeptica.dk

Det er velkendt for de fleste, at folketinget rummer magtfulde sundhedspolitikere, som er stærke tilhængere af alternativ behandling.

Men de fleste er også med på, at det alternative marked er noget broget, og at det bestemt ikke er alt, som er lige anbefalelsesværdigt. Hvis der er noget politikere og embedsmænd er vilde med, så er det registreringsordninger. Dette har manifesteret sig ved etablering af RAB-ordningen.

RAB står for Registreret Alternativ Behandler. Ordningen er brancheadministreret. Sundhedsstyrelsen tildeler alternative brancheforeninger retten til at administrere ordningen, men ellers blander den sig fuldstændigt udenom.

Krav til brancheforeningerne

Det er ret nemt for en forening at få lov til at administrere RAB-ordningen.  Man skal blot have en forening med mindst 30 medlemmer, et regelsæt for god klinisk praksis, en beskrivelse af uddannelseskrav samt en klageinstans. Det er fløjtende ligegyldigt, om foreningen repræsenterer tåbeligheder som homøopati eller Reiki healing. En af brancheforeningerne (Fysiurgiske massører)  er da også utilfredse med at blive sat i samme bås som de rigtigt alternative. 

Uddannelseskrav til behandlerne

Udover den alternative behandlingsform er der også krav om, at uddannelsen skal indeholde sundhedslovgivning samt basalfag (anatomi, fysiologi og sygdomslære).

Jeg kan sagtens forstå intuitionen om, at hvis de alternative behandlere får uddannelse sundhedslovgivning samt basalfag, så er de bedre rustet til at kende deres begrænsninger. Mange behandlere har da også forstået, at de ikke må påstå, at de kan helbrede alvorlige sygdomme som eksempelvis kræft. Den man så klare ved at påstå, at man kan aktivere kroppens selvhelbredende egenskaber. På den måde undgår man at komme i konflikt med sundhedslovgivningen. Man kan også afværge en evt. klagesag, idet behandlingssvigtet ikke kan tilskrives behandleren/behandlingen, men patienten selv.

Fantasien om øget patientsikkerhed er så stærk, at selv en forening som Kræftens Bekæmpelse anbefaler patienterne at søge en RAB-registreret behandler, hvis de ønsker at benytte alternativ behandling.

Det er naivt at forestille sig, at viden om basalfag kan rokke ved de mest absurde alternative ideer. Tro på eksempelvis homøopati forudsætter at man ser bort fra basalbiologi, fysik, kemi mm. Det fører for vidt at redegøre detaljeret for galskaben i homøopati i denne artikel. Men I grove træk er homøopati et ekstremt symptombaseret system, hvor grundtanken er, at ”ting” som fremkalder symptomer hos raske kan få symptomerne til at forsvinde hos symptombærere. Og denne symptombehandlende effekt er stærkere jo mere fortyndet ”tingen” er. Homøopatiske præparater er ofte fortyndede så meget, at der ikke er et eneste molekyle af udgangsstoffet tilbage.

Hvis man virkeligt tror på, at et homøopatisk præparat der hedder excrementum caninum (Dansk: Hunde høm høm) kan stimulere holistisk selvhelbredelse af en kombination af mindreværdsfølelse, Morbus Crohn, migræne, høfeber, flovhed over sine forældre mm., så er der altså lang vej tilbage til den virkelige verden. For en god ordens skyld skal vi lige slå fast, at dette homøopatiske præparat intet har tilfælles med fæcestransplantation. Det er simpelthen fortyndet så meget, at der ikke er en skid tilbage af det oprindelige materiale. Der er kun hunde høm hømmens sjæl – Hvis den findes (Jeg tvivler).

Alternative behandlere uden grænser

Nogle alternative behandlingsformer er gavnlige i bestemte situationer. Et eksempel herpå er hypnoterapi. Det har mange nyttige anvendelsesmuligheder – Også indenfor cancerbehandling. Et afsnit af DR-programmet Sundhedsmagasinet omhandlede netop denne behandlingsform. Og der var mange gode takter. Men den gav også et indblik i hvordan denne brancheforening håndterer medlemmer, som træder ved siden af. En journalist udgav sig for at være pårørende til en patient med skizofreni, og spurgte en række hypnoterapeuter, om det var noget de kunne behandle. Rundspørgen fandt, at 8 af 10 RAB-registrerede hypnoterapeuter var friske på at behandle disse patienter.

Formanden for foreningen udtalte i et efterfølgende interview, at det ikke var i orden. Men hun ville intet foretage sig medmindre der kom en klage fra en patient. Man kan altså ikke forvente, at brancheforeningerne af egen drift vil skride ind overfor registrerede behandlere, som klart overskrider det de må.

Aggressiv medlemsbeskyttelse

Et spørgsmål der uvægerligt trænger sig på er, om brancheforeningerne er i stand til at varetage patienternes interesse, eller om medlemsbeskyttelsen har højere prioritet. Der findes eksempelvis tre RAB-administrerende foreninger for akupunktører, hvoraf den ene (Danske Akupunktører) har gjort sig særligt bemærket. En artikel fra 2005 på skeptikersiden skeptica.dk omtalte et af deres medlemmer, som blev dømt for 2 gange for kvaksalveri (dengang det var ulovligt). Og som bl.a. reklamerede med at have helbredt patienter for kræft. Foreningen fik øje på artiklen i 2014, og insisterede på, at skeptica .dk misinformerede, og bad dem om en ”korrektion”. Samme akupunktør var i øvrigt blevet smidt ud af en af de konkurrerende brancheforeninger, og er nu blevet æresmedlem hos Danske Akupunktører.

RAB-ordningen sikrer ikke forbrugerbeskyttelse

Alternativ behandling omfatter en lang række tiltag, hvoraf nogle såmænd kan være ganske fornuftige – Man kan endda diskutere, om de overhovedet er alternative. Der er ingen problemer i at anerkende massage som et reelt gavnligt behandlingstilbud, selvom det er registreret som værende alternativt. Men der er også mange, som er gennemført idiotiske. Og som er farlige fordi de benyttes i stedet for virksom konventionel behandling. Det ændrer RAB-ordningen ikke ved. Det er alt for nemt for brancheforeningerne at fralægge sig det ansvar der burde være en naturlig del af at få lov til at administrere ordningen. Dels kan den hævde, at medlemmerne ikke behandler sygdomme, men stimulerer kundernes egne selvhelbredelsesevner. Dels kan den henholde sig til, at den vil have konkrete klager før den overhovedet vil overveje at kigge medlemmerne nærmere i kortene.

Klageproblematikken er et særligt problem. Klager over læger eller andre autoriserede sundhedspersoner varetages af myndighederne – Ikke af lægeforeningen eller andre sundhedspersoners fagforeninger. Men politikerne ville det anderledes med RAB-ordningen. Her er det brancheforeningerne, som skal vurdere klager over deres egne medlemmer.

Men for at klage skal man være i stand til at finde frem til klageinstansen. Journalist og kræftpatient Arne Notkin beskriver fint problematikken i en kronik i Berlingske Tidende. Han har lavet en serie radioudsendelser til DR om sit forløb, herunder også et afsnit om alternativ behandling. I dette afsnit indgår også refleksioner over hans erfaringer med akupunktur hos en RAB-registreret akupunktør og medlem af Danske Akupunktører. Udsendelsen resulterede i en offentlig kritik fra Danske Akupunktører rettet mod Arne Notkin.

Det kom ikke frem i udsendelsen, at den pågældende RAB-registrerede akupunktør havde tilsidesat basale hygiejniske forholdsregler, og at Arne Notkin i forløbet havde pådraget sig en infektion, som i værste fald kunne have udviklet sig livstruende. Han havde altså fået en behandling, som i allerhøjeste grad ville berettige en klagesag med deraf følgende påtale af akupunktøren. En eventuel klagebehandling ville i så fald i henhold til reglerne skulle behandles af den forening, som offentligt har kritiseret ham. Det er ikke uvildig sagsbehandling. Dertil kommer, at det er næsten umuligt at finde frem til hvordan man indgiver en klage. Søgefunktionen på foreningens hjemmeside er ubrugelig. At det (godt gemt af vejen) står i foreningens vedtægter, at der er en klageinstans er måske godt nok fra en politikers synsvinkel, men ikke fra en patients.

Sammenfatning

RAB-ordningen sikrer ikke reel forbrugerbeskyttelse. Der er reelt tale om blåstempling af noget som ingen blåstempling fortjener – Og det er rablende vanvittigt.

Pseudovidenskabligt funderet sundhedspolitik

Næsten identiske udgaver af denne artikel forefindes på Ugeskriftet.dk samt skeptica.dk

Formanden for sundhedsudvalget Liselott Blixt (DF) mener det sikkert oprigtigt når hun siger, at hendes kamp for at få gjort alternativ behandling stueren ”… er for patienternes skyld”. Hun har klart valgt at lytte til læger, der selv går ind for alternativ behandling. Og hun demonstrerer gang på gang manglende vilje til at overveje, om den pseudovidenskab hun præsenteres for nu også har rod i virkeligheden.

Der var faktisk ikke en eneste af sundhedsordførerne, som udtrykte skepsis over for alternativ behandling ved førstebehandlingen i 2016 af et lovforslag om genoplivning af VIFAB (Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling). Forslaget faldt på grund af Christiansborgfnidder. Ikke på grund af reel uenighed.

Også i Sverige har man politikere, som er tilhængere af pseudovidenskab. I 2005 behandlede man således et lovforslag, som indebar, at børn under 8 år skulle behandles med homøopatiske præparater frem for konventionel medicin for at undgå bivirkninger. Forslaget blev dog forkastet.

Der kan være mange forklaringer på, at politikerne tillægger pseudovidenskab/tro samme værdi som videnskab. Men det er ikke et nyt fænomen. Det kan være lærerigt at se tilbage på et par historiske eksempler, hvor politikere havde ladet sig forføre af pseudovidenskab. Historien giver også stof til eftertanke i forhold til, hvorfor man som læge skal reagere klart og tydeligt på politikernes udmeldinger uden frygt for at blive stemplet som arrogante eller elitære.

Pseudovidenskab og politik i gamle dages USA

Det første tilfælde, jeg kender til, hvor demokratisk valgte politikere satte sig for at gennemføre pseudovidenskabelig lovgivning, stammer fra den amerikanske stat Indiana i 1897. En amatørmatematiker (og læge) ved navn Edward J. Goodwin fik overtalt et parlamentsmedlem ved navn Taylor I Record til at fremsætte et lovforslag om at runde tallet pi op til 3,2.

Lovforslaget blev enstemmigt vedtaget i Repræsentanternes Hus. Det var tæt på at blive vedtaget i Indianas’ senat. Men dels havde en matematikprofessor ved navn CA Waldo taget kontakt til senatorer og med held forklaret dem det idiotiske i at ændre tallet pi. Dels havde pressen fået nys om det, og der blev ikke gjort forsøg på at forsvare nonsens. Politikerne i Indiana hadede tanken om at blive til grin. Opførte CA Waldo sig arrogant og/eller elitært? Det mener jeg ikke. Selvfølgelig skal folk med forstand søge at hindre tåbelig lovgivning.

Royal lobbyisme i Storbritannien

Prins Charles er stor fan af alternativ behandling. Han har endda en nebengeschäft, hvor han tjener penge på ”detox-produkter”. Han har aktivt forsøgt at overtale politikerne til at indføre homøopati som en del af det offentlige sundhedsvæsen.

Den britiske lægeforening har været proaktiv med hensyn til at forklare politikerne og offentligheden det tossede i den idé, og Prins Charles har da heller ikke formået at overbevise tilstrækkeligt mange politikere. Opførte den britiske lægeforening sig arrogant? Det mener jeg ikke. Homøopati hører absolut med i toppen af idiotiske alternative behandlinger (hvor vi ikke bare snakker om fravær af evidens, men om evidens af fravær).

Aids-epidemien i Sydafrika

Det kan gå grueligt galt, når politikere lader pseudovidenskab styre landets sundhedspolitik. Et af de mest skræmmende eksempler i nyere tid finder vi i Sydafrika.

Præsident Thabo Mbeki og hans sundhedsminister Manto Tshabalala-Msimang havde ladet sig overbevise om, at aids ikke skyldes hiv-infektion. Samt at antiretroviral medicin gjorde mere skade end gavn. Som følge af disse fantasier afviste Sydafrika at indføre forskellige behandlingstiltag. Landet afviste således at modtage gratis medicin, og det afviste at modtage økonomisk støtte til indkøb af medicin.

Et studium når frem til et skøn, som siger, at der i perioden 2000-2005 forekom 330.000 unødvendige dødsfald. Og man kunne have forebygget, at 35.000 børn blev født med aids. Det var på alle mulige måder problematisk, at præsidenten og sundhedsministeren lyttede til folk som Anthony Brink og Matthias Rath (der promoverer vitaminer til bekæmpelse af bl.a. aids, red.) Landets lægefaglige ekspertise var ikke arrogant, da den forsøgte at trænge igennem til den politiske ledelse.

Kosttilskudsindustrien i USA

Også i USA har vi set ubehagelige konsekvenser af politikernes afvisning af lægefaglighed. For år tilbage forsøgte man at dæmme op for producenters/forhandleres påstande om, at vitaminer, mineraler, urter mm. var virksomme mod sygdomme som f.eks. aids og cancer. Man anbefalede derfor politikerne at indføre ved lov, at producenterne skulle levere dokumentation for virkninger samt for sikkerhed af deres produkter. Ikke helt på samme niveau som det kræves af lægemidler, men stadigvæk reel dokumentation.

Det satte producenterne sig kraftigt imod. Takket være chikane af modstandere, massiv PR-kampagne og politisk lobbyisme sikrede kosttilskudsindustrien (det var i den forbindelse, at begrebet kosttilskud blev opfundet) sig imod den form for forbrugerbeskyttelse. I stedet for at skrive, at produkterne er virksomme mod specifikke sygdomme, må de nu skrive, at de kan gavne biologiske funktioner/strukturer. Man må f.eks. godt skrive, at et produkt kan styrke lungefunktionen, mens det er forbudt at skrive, at det er virksomt mod astma. Der er ikke begrænsninger på, hvad man må skrive i brochurer, som ligger frit tilgængeligt i helsekostforretningerne. Så mærkningsreglerne er reelt virkningsløse.

Med hensyn til forbrugersikkerheden har de amerikanske politikere fulgt helsekostindustriens ønske om omvendt bevisbyrde. Myndighederne skal bevise, at et kosttilskud er sundhedsskadeligt, før det kan forbydes. Og selvom produkter er beviseligt sundhedsskadelige, kan det være en kamp at få dem forbudt. Planten ledris (Ephedra) havde forårsaget ganske mange dødsfald, hvorfor det burde være en simpel ekspeditionssag at forbyde den. Men man måtte igennem retssager anlagt af kosttilskudsindustrien, før det blev gennemført. Og i efterforløbet blev de embedsmænd, som havde denne sag, degraderet af den politisk udpegede ledelse af FDA (Food and Drug Administration).

Selv det forhold at forgiftning med vitaminer og kosttilskud hører til blandt top 25 af årsager, som kræver toksikologisk specialistbehandling i USA, er der ikke tegn på, at politikerne vil ændre den lov. Det er ikke et udtryk for arrogance, at læger advarer mod ukritisk salg af kosttilskud.

Min egen personlige holdning

Jeg mener, at vi som læger et eller andet sted har en moralsk forpligtelse til at forsøge at trænge igennem til politikerne, når pseudovidenskabeligt funderede tiltag er på dagsordenen – for patienternes skyld!!

Men vi må erkende, at det er op ad bakke. Og vi må også erkende, at mange læger også er draget af den alternative verden. Men der kommer ingen protester fra mig, hvis Lægeforeningen bliver mere synlig i den offentlige debat med synspunkter, der forsvarer videnskab og dæmmer op for pseudovidenskab.