Om fodbold og sundhedspolitik

En næsten identisk version af denne artikel er bragt i Dagens medicin. Tegningen er fra denne, og jeg takker for tilladelse til at bringe den her.

De fleste ville sikkert finde det absurd hvis Folketingets kulturudvalgsformand fik udarbejdet lovgivning om, hvem der skulle spille på landsholdet i herrefodbold, og hvordan holdets taktik skulle være. Selvom man er rygende uenig med træneren, så er det udenfor folketingets kompetencer. Man ville kalde det elitært hvis politikerne gennemførte sådan en lovgivning – bare fordi de kan.

Af en eller anden grund ser (nogle af) politikerne helt anderledes på sagen, når det handler om sundhedsområdet. Lobbyisme fra alternative behandlergrupperinger, politikernes egne mavefornemmelser med mere  betyder mere end lægefaglige anbefalinger. Det anses ikke for elitært at bruge sin magt til politisk at gennemføre behandlings- og diagnoserelaterede beslutninger, som er i modstrid med lægefaglige anbefalinger.

At forkaste lægevidenskab har betydning for folkesundheden. Eksempelvis vælger ca. 1% af kræftpatienterne at erstatte konventionel kræftbehandling med noget alternativt. Og videnskabsfornægtelse er en væsentlig drivkraft bag vaccinemodstand.

Men hvorfra stammer utilfredsheden med lægevidenskabens formåen, og deraf følgende behov for med tvang og lovgivning at føre sine/lobbyisternes mavefornemmelser ud i livet? Jeg tror at en væsentlig forklaring paradoksalt nok skal findes i de fremskridt, som lægevidenskaben, teknologien og samfundsudviklingen har skabt.

Takket være lægevidenskabelig forskning kan man i dag yde en langt mere effektiv behandling af sygdomme i dag end man kunne førhen. Men vi er ikke derhenne hvor alt kan helbredes, og det skaber grobund for frustrationer. Vi har i almindelighed et godt helbred, men vi har ikke et perfekt helbred. Det er derfor tillokkende at lytte til folk, som fortæller, at det kan de skaffe os – nemt, smertefrit og naturligt. Det moderne menneske har fået tid til at bekymre sig om alt muligt. Og man kan blive bekræftet i sine bekymringer takket være opfindelse af nye diagnoser. Bare det at have en sød tand er nu et symptom på ”Candida-overvækst”, og det må men endeligt få behandlet af nogen som kender den diagnose og ved, hvad man stiller op mod det.

Så der er masser af grunde til, at der er et marked for alternativister. Men det forklarer ikke hvorfor politikere og andre har mere tiltro til det alternativistiske lobbyister fortæller dem end det som forklares af lægevidenskaben.  

En væsentlig del af forklaringen er, at videnskabelig tankegang ikke er intuitiv. Det er noget, som skal tillæres. Videnskab er en menneskelig opfindelse, som kun er nogle hundrede år gammel. Før vi fik videnskab lærte vi om hvordan verden fungerer v.h.a. egne erfaringer eller andres beretninger. Forståelse af biologi, sygdomme og behandling har gennemgået en historisk udvikling. Eksperters ord var lov. Aristoteles påstod eksempelvis, at mænd har flere tænder end kvinder. Det var der ingen som stillede spørgsmålstegn ved. Senere gik man over til erfaringsbaseret medicin. Evidensbaseret medicin omtaltes først som begreb i 1991.

Udover at lytte til andres beretninger har evolutionen lært os at genkende mønstre. Mønstergenkendelse hjælper os med få observationer til at give mening. Men der er også en risiko for, at vi ser mønstre, som ikke er der. Optiske illusioner der findes på internettet illustrerer fint, at fejltolkning af mønstre er noget vi alle sammen gør. Fejlagtig mønstergenkendelse er en kilde til fejlagtig tolkning af sundhedsrelaterede årsags-/virkningssammenhænge.

Vi har lært at træffe hurtige beslutninger. Det satte vore forfædre i stand til at reagere hurtigt på farer. Men der er også en risiko for, at man drager forhastede konklusioner uden at have den fulde information. Vi er udstyret med følelser. Det motiverer os til at handle. Men det kan få os til at træffe irrationelle valg. F.eks. kan dødsangst eller frygt for en behandling få os til at forsøge ikke-plausible behandlinger.

Sådanne mekanismer har snydt mennesker til at tro på effektivitet af behandlinger som åreladning. Man havde endda en logisk forklaring i form af ubalancer i legemsvæskerne. Og indtil 1960’erne troede man på, at underbinding af a. thoracica interna var effektivt mod angina pectoris hos 90 % af patienterne.

Psykologiske mekanismer som får os til at træffe irrationelle valg er noget vi alle er følsomme for. Og de er en hæmsko for videnskabelig tænkning. Vi skal derfor ikke opfatte alternativister som tosser, men som mennesker. Og vi skal ikke opfatte videnskab som elitært. Videnskab er et værktøj hvormed man kan stille specifikke spørgsmål og få pålidelige svar. Og det er den bedste metode vi har til at kompensere for menneskehjernens tilbøjelighed til at drage fejlkonklusioner. 

Lægevidenskab er ikke perfekt. Den udføres af og med mennesker. Og mennesker begår undertiden fejl. Forsøgspersoner er ikke lige så ensartede som f.eks. kemiske reagenser. Nogle fortæller det de tror forskeren vil høre. Andre husker forkert – Det er veldokumenteret at hukommelsen ikke fungerer som en slags videoafspiller. Den naturlige biologiske variation spiller en vigtig rolle.

Derfor er det ikke overraskende, at videnskabelige undersøgelser kan vise modstridende resultater. Og det er forståeligt, at videnskab kan opfattes som partsindlæg, som kan bruges til at argumentere for egne mavefornemmelser. Men på trods af denne uperfekthed, så har det vist sig gavnligt at styre efter den samlede videnskabelige evidens. Og der findes ingen bedre metode til at vurdere hvad der virker eller ej.

Så hvordan får man politikerne til at stole på lægevidenskaben? Det vil naturligvis hjælpe, hvis nogle af politikerne selv har en naturvidenskabelig baggrund eller er trænet i kritisk tænkning. Eller at de i det mindste er positivt stemt overfor videnskaben – også når den samlet set strider mod deres mavefornemmelse.

Men på længere sigt gælder det om at gøre videnskabelig tænkning populært. Hvis politikerne fornemmer, at folk vil have videnskabsbaseret sundhedspolitik, så skal det nok komme.

Tillæring af kritisk tænkning kan med fordel starte i folkeskolen. En norsk forskergruppe har produceret undervisningsmateriale beregnet for 10-årige. Og de er villige til at dele det m.h.p. oversættelse. Materialet har med succes været afprøvet i et randomiseret forsøg med 10.000 elever fra 120 skoler i Uganda, og resultaterne er offentliggjort i The Lancet. Hvis jeg var fræk ville jeg foreslå, at sundhedsudvalgets medlemmer gennemgik et kursus baseret på dette materiale, men det er jeg ikke. Jeg kan dog anbefale alle voksne at læse den gratis bog ”Virker din behandling”.

Medierne spiller også en vigtig rolle. Jeg hilser ”Mandag Morgen” initiativ med udarbejdelse af et kodeks for god sundhedsformidling velkommen. Men medierne over en bred kam støtter desværre ikke op om det. Udsendelsesrækker med en karismatisk stuntman, som promoverer diverse former for pseudovidenskab eller en ukritisk serie om healing styrker ikke folks tiltro til eller forståelse af videnskab. Direktør for Lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz har foreslået et radiokoncept med titlen ”Evidenskrigerne”. Det gad jeg godt se blive til virkelighed.

Universiteterne har en særlig forpligtelse til at hjælpe med til at begrænse udbredning af pseudovidenskab. Forskere som hævder, at det er den videnskabelige metode der er forkert, hvis den ikke kan påvise specifikke effekter af alternativ behandling hører ikke hjemme på et sundhedsvidenskabeligt fakultet. Og phd-studerende bør ikke uddannes til at lave (og tro på) pseudovidenskab. Jeg kan godt se ideen i at undervise medicinstuderende i pseudovidenskabelige ideer. Men undervisningen skal ikke varetages af alternativister, og pensum skal ikke fastlægges af ukritiske medlemmer af SRAB.

Sammenfattende er der således mange grunde til at sundhedsvidenskaben ikke har en naturlig autoritet. Og der er mange tiltag, som skal tages i brug for at (gen)skabe tiltroen – eller bygge bro om man vil. Vi skal huske, at selvom mange pseudovidenskabelige ideer er fjollede, så er tilhængerne af disse ideer som udgangspunkt ikke uintelligente – De er mennesker.