Om broer og flyvende tæpper

Næsten identiske udgaver af denne artikel forefindes på ugeskriftet.dk og skeptica.dk

Der er et stærkt politisk ønske om brobygning mellem alternativ og konventionel behandling. Men er det nu også så fornuftig en idé, som det intuitiv forekommer??

Vi lever i en tidsalder, hvor ca. 76 % af konventionel behandling er baseret på overbevisende evidens. Og ca. 37 % endda på randomiserede kontrollerede forsøg. Det vil være et tilbageskridt at inddrage udokumenterede (og undertiden helt absurde) behandlinger i det offentlige sundhedsvæsen.

At være eller ikke at være alternativ.

Nogle tiltag opfattes som alternative uden at være det. Eksempelvis er motion og massage glimrende supplementer. Kostråd er heller ikke alternativt. Kostvejledning på et videnskabeligt grundlag er mere meningsfuldt end mere eller mindre fantasifulde kostråd fra selvudnævnte kosteksperter.

Undertiden fremføres det, at de alternative behandlere bruger meget mere tid på at snakke med deres patienter. Det er bestemt muligt, men at snakke med patienterne er ikke alternativt.

Der er således gode muligheder for at supplere konventionel behandling med tiltag, som egentlig ikke er alternative.

Mislykket forsøg på brobygning.

EDTA behandling for claudicatio har været omtalt. Det har karkirurgerne allerede overvejet. Behandlingen blev testet i et randomiseret placebokontrolleret blindforsøg. Resultatet heraf var, at EDTA-behandlede patienter ikke fik det bedre end de som fik placebo. Undersøgelsen skabte en voldsom reaktion fra EDTA-lægerne og deres patientforening. De gik efter struben på de involverede forskere. Dels var der tilråb, hamren i bordet samt omdeling af brochurer under det Ph.d.-forsvar, som projektet var bundet op på.  Dels forsøgte behandlerne sig med indberetning for videnskabelig uredelighed og forsøg på at få forskningsresultaterne dømt fejlagtige i højesteret. Jeg har svært ved at forestille mig, at brobygning mellem karkirurger og EDTA læger har en realistisk gang på jord.

De ikke-plausible alternative behandlinger.

Mon politikerne har gjort sig nogle tanker om der findes alternative behandlinger som er for absurde til brobygning?

Lad os kigge lidt på et par stykker af de alternative behandlingstilbud.

Healing:
Healing er en alternativ behandlingsform, hvor man (let forenklet) forestiller sig at, behandleren (som her kaldes en healer) kan kanalisere energi fra universet og ind i patienten, og derved styrke kroppens selvhelingsevne. Set fra et naturvidenskabeligt synspunkt er denne forestilling meningsløs. En dansk undersøgelse af healing hos patienter med tarmkræft blev offentliggjort i 2014. Forskerne ville undersøge, om healing kan bedre livskvalitet hos patienter med kolorektalcancer. Svaret var nej. Og dette er helt i tråd med mange andre undersøgelser af healing.

Homøopati:
Et af grundprincipperne er en forestilling om, at stoffer som fremkalder symptomer hos raske personer fjerner de samme symptomer hos syge personer.  Set med nutidige briller er der ikke noget biologisk grundlag for dette princip. Men det var ikke selvindlysende da homøopati blev opfundet.

Et andet grundprincip er, at virkningen af det homøopatiske middel bliver stærkere jo mere det bliver fortyndet. Dette sker dog kun hvis det rystes kraftigt ved hver fortynding. I vore dage kan vi godt forstå, at intet andet i naturen bliver stærkere af at blive fortyndet (og rystet) – Homøopatiske midler er ofte så fortyndede, at der ikke er et eneste molekyle tilbage af det stof som blev fortyndet. Men dette var ikke en selvfølge på opfindelsestidspunktet.

Homøopati dumper (helt som forventet) i velgennemførte videnskabelige undersøgelser. At bygge bro til homøopater er lige så fjollet som at etablere luftkorridorer til flyvende tæpper.

Zoneterapi:
Zoneterapi bygger på en forestilling om, at fodsålen udgør et ”landkort” over resten af kroppen. Man forestiller sig, at terapeuten kan stille diagnoser v.h.a. tryk på fodsålen. Og behandle alt muligt ved hjælp af noget som bedst kan karakteriseres som fodsålsmassage.  Der er ikke anatomiske eller fysiologiske holdepunkter for at det skulle forholde sig sådan. Et forsøg viste, at erfarne zoneterapeuter ikke kunne stille korrekte diagnoser, selvom de udstyredes med en liste over valgmuligheder. Og de indbyrdes uenige om diagnoserne. Et systematisk review fra 2011 fandt, at zoneterapi ikke er brugbart til at behandle noget som helst.

Man kunne blive ved med at opremse alternative behandlingsmetoder, som er ikke-plausible ud fra et biologisk synspunkt. Det er muligt, at politikere synes det er smart med brobygning, forstået på den måde, at det etablerede skal anerkende sådanne absurditeter (uden at alternativisterne skal overveje at acceptere videnskabelige fakta). Men ret beset giver sådan en form for brobygning lige så meget mening som etablering af luftkorridorer til flyvende tæpper.

De plausible alternativer – urtemedicin.

Urtemedicin har en vis plausibilitet. Mange vigtige (patenterede) lægemidler er udviklet fra planter. Nogle naturlægemidler er afprøvet i kliniske forsøg. Af denne grund ved vi, at Rød Solhat er ineffektiv mod forkølelse samt at Perikon har effekt på lettere grader af depression.  Vi ved også, at Rød Solhat kan forårsage astma og mere sjældne tilstande som f.eks. erytema nodosum. Og vi ved, at perikon kan hæmme virkning af mange vigtige lægemidler.

Der er således fornuft bag tanken om at undersøge naturmedicin m.h.t. virkninger og bivirkninger. Forsøg på at kræve dokumentation for virkning og sikkerhed af naturlægemidler i USA mødte massiv modstand fra kosttilskudsindustrien. Ved hjælp af politisk lobbyisme, chikane af deres modstandere samt massiv PR lykkedes det den at forpure en lovgivning, som kunne sikre forbrugerne.

I Europa er reglerne strammere end i USA, men der kunne for min skyld godt strammes op. Når forskning i lægemidler domineres af lægemiddelindustrien, så er det i høj grad en følge af, at der stilles krav til dokumentation af virkninger og bivirkninger før markedsføringen. Det ville være forfriskende hvis politikerne turde stille samme krav til producenter af ”kosttilskud”.

Den formodet stærke placeboeffekt.

Nogle tilhængere af alternativ behandling erkender, at der ikke er nogen specifik virkning. Men de giver udtryk for, at placeboeffekten – den virkning man får udover den aktive behandling – er relevant. Placebo har effekt på symptomer som f.eks. smerter. Men placebo helbreder ikke årsagen til smerterne. Også allergisymptomer er placebofølsomme (for en tid). Men allergien forsvinder ikke fordi man får symptomlindring. Desuden er placeboeffekten uforudsigelig, af beskeden størrelse og ganske kortvarig.

For år tilbage lavede man et forsøg med astmapatienter. Det var et lodtrækningsforsøg, hvor patienterne enten fik rigtig medicin, placebomedicin, placeboakupunktur eller ingen behandling. Patienterne som fik placebomedicin og placeboakupunktur fik samme grad af symptomlindring som de der fik rigtig medicin. Men lungefunktionen forbedredes kun hos de patienter, som fik rigtig medicin. Men formålet med astmabehandling er at forbedre lungefunktionen. Derfor placebobehandling utilstrækkeligt, og kan i værste fald medføre døden pga. manglende erkendelse af hvor svært syg man er.

Alternativ behandling kan ikke afskaffes.                           

Kan/skal man så afskaffe alternativ behandling? Svaret herpå er nej. Men man kan give patienterne mulighed for at vælge alternativ behandling på et informeret grundlag fremfor et misinformeret grundlag. Nogle patienter er fuldt ud tilfredse med at få en placeboeffekt. Og hvis de forstår at det er placebobehandling de får, og er med på hvad placebo kan og ikke kan, så er etikken på plads.  

Det er redeligt at fortælle patienten, at der ikke er lægelig grund til at tro, at der er specifik effekt af den alternative behandlingsform, som patienten ønsker. Og at man gerne vil se patienten igen og høre hvordan det går. Selvfølgelig skal patienten kunne tale åbent med sin læge om sit ønske om at prøve alternativ behandling. Men det har intet med brobygning at gøre.