
Besøger man en alternativ behandler, som arbejder ud fra “Metasundhed” er der stor sandsynlighed for, at han/hun bl.a. er undervist efter en bog skrevet af Andreas Moritz: Kræft er ikke nogen sygdom – Det er en overlevelsesmekanisme.
Den forhandles endda af en ledende udøver af metasundhed med rang af mastertrainer. Og den har indtil fornyligt indgået som pensum i hans kursus. En anden udøver/mastertrainer underviser efter sin egen bog, men lægger ikke skjul på, at han behandler patienter ud fra samme tankegang, som gennemsyrer denne bog.
Det er umuligt at opremse alle forkerte påstande og fejlslutninger i bogen. Men det er mit håb, at denne artikel i det mindste vil få nogen til at forholde sig kritisk til den og til de behandlere, som bekender sig til dens tankegang.
Om Andreas Moritz (27. januar 1954 – 21. oktober 2012)
Overordnet indtryk af bogen
Lad mig starte dette afsnit med en analogi: Hvad ville de fleste mennesker mon tænke, hvis de læste noget i stil med følgende tænkte eksempel?
Det er slet ikke er hjertet som pumper blod rundt i kroppen. Det er leveren. Alle forstyrrelser i blodkredsløbet kan kureres ved at afholde sig fra at drikke alkohol – Ikke ved hjælp af hjertemedicin. Folk med sygdomme i kredsløbet dør af hjertemedicin. Denne viden undertrykkes af landbrugsindustrien (alkohol er i bund og grund et landbrugsprodukt).
Dette vrøvl er ikke noget Andreas Moritz har sagt. Men for folk som kender til kræftbiologi er det ikke mindre absurd end mange af de ideer, som han fremsætter i bogen, og som udøvere af metasundhed tager for gode varer.
Flere steder refererer han til og fordrejer videnskabelige undersøgelser. Det vil være for vidt at komme ind på dem alle. Men her er der beskrevet et illustrativt eksempel, fra en artikel, som Moritz citerer i sin bog.
Årsager til kræft
I bogen præsenteres flere absurde bud på årsager til kræft – for nogles vedkommende ledsaget af henvisninger til forskning der skal få hans påstande til at se velunderbyggede ud. Jeg vil blot omtale et par stykker:
A) Psykologiske årsager.
Her er et citat fra bogen, som opsummerer dette aspekt:
Kræftpatienter lider typisk af manglende selvrespekt, manglende tro på eget værd, og de har ofte det, jeg kalder en ”ufærdig gestalt” i deres liv. Kræft kan i virkeligheden være en måde hvorpå kilden til en sådan uløst indre konflikt afslører sig. Ydermere kan kræft hjælpe dem med at finde løsningen på en sådan konflikt og ligefrem helbrede den. Den måde man fjerner ukrudt på er ved at tække det op med rode. Det er sådan vi må behandle kræft; ellers kan det ende med, at den vender tilbage.
Og her er et andet citat:
Kræft er på vores side, Ikke imod os.
Og det samme med andre ord:
Kræft er i højere grad en helbredende reaktion end en sygdom. ”Sygdommen” er kroppens forsøg på at kurere sig selv.
Det er præcis sådanne forestillinger om kræft, som udøvere af metasundhed arbejder ud fra. Og det er sådanne forestillinger som gør det svært at have tillid til, at sådanne behandlere vil undlade at gøre et forsøg på at helbrede kræftpatienter (De kalder det aktivere kroppens selvhelbredende kræfter)med det formål. Hvis man ønsker mere information om hvor galt det kan gå kan jeg anbefale disse to artikler, hvor metasundhed går under navnet German New Medicine.
B) Ophobning af toksiner
som følge af længerevarende blokering af kredsløbets og udskillelsessystemernes kanaler.
Han solgte også bøger om leverudrensningskure mm., så det er ikke overraskende at sådanne ideer er med i hans bog om kræft.
C) Brug af solbriller – Den vil jeg ikke kommentere yderligere.
D) Indtagelse af kød – Hans teori er at:
Hovedparten af protein i kød passerer ufordøjet ud i tyndtarmen hvor det enten vil gå i forrådnelse(80 procent) eller komme ind i blodbanen (20 procent). ….
Hvis en større mængde protein ender op i blodbanen, vil det selvsagt gøre blodet tykkere. For at undgå faren for hjerteanfald eller et slagtilfælde vil kroppen forsøge at komme af med proteinet i den væske, der omgiver cellerne….forvandle den intercellulære væske til en gelelignende substans. I denne tilstand kan næringsstoffer, som forsøger at bane sig vej frem til cellerne, blive hængende i den tykke suppe, hvilket øger risikoen for celledød på grund af udsultning.
Sagen er den, at proteiner ikke uden videre kan passere gennem tarmvæggen og ind i blodbanen. Det er nødt til at blive nedbrudt til aminosyrer først. Ovenstående beskrivelse af proteinfordøjelsen er simpelthen ligeså forvrøvlet som en påstand om, at det er leveren der pumper blod rundt i kroppen.
E) Mikrobølgeovne
Det er en ide, som er ganske udbredt i alternative kredse. Men det er og bliver en fysisk kendsgerning at mikrobølger er ret energisvage. Selvom der skulle være lækage fra en mikrobølgeovn vil den hurtigt miste sin energi. En mikrobølge har en levetid på ca. en milliontedel af et sekund. Det er derfor det rene sludder når Moritz skriver at:
[strålingen] ophober sig i køkkenmøblerne, der i sig selv bliver kilde til stråling.
Der er talrige eksempler på vås af tilsvarende kaliber omkring årsager til kræft.
Moritz vrangforestillinger omkring kræftbiologi
A) Karnydannelse
Det er en grundlæggende egenskab ved kræftsvulster, at de er i stand til at aktivere mekanismer, som bevirker at der dannes blodkar, som kan forsyne kræftsvulsten med næringsstoffer mm.
Her er hvad Moritz påstår omkring dette virkeligt eksisterende træk:
….ser kroppen kræft som en forsvarsmekanisme af en sådan vigtighed, at den ligefrem sørger for, at kræftcellerne får deres hårdt tiltrængte forsyninger af glukose, så de kan overleve og brede sig.
Sagen er den, at kræftcellerne producerer signalstoffer, som aktiverer kroppens normale karnydannelsessystem (som f.eks. bruges under sårheling). Karnydannelse er altså ikke noget kroppen finder på for at holde kræftcellerne i live – Det er noget kræftcellerne ”narrer” den til.
B) Metastase(spredning)
Her er Moritz meget tvetunget. På den ene side siger han, at metastaser findes (og det synes han er positivt):
Kræftceller er programmeret til kun at slå sig ned på ”frugtbare” steder med høj toksicitet (høj aciditet eller surhedsgrad), et miljø, hvor de kan overleve og fortsætte deres usædvanlige redningsaktion.
Denne påstand står i skærende kontrast til virkeligheden, idet omkring 90 % af kræftdødsfald netop skyldes metastaser. På den anden side siger han:
Der er intet bevis for, at metastaser virkeligt forekommer. Det er mere sandsynligt, at der udvikler sig en ”ny” kræft i andre dele af kroppen af samme årsager som dem der fok den første kræft til at udvikle sig.
Denne påstand er helt i tråd med det dogme, som udøverne af metasundhed lever efter. Internt er der dog behandlere, som har indset, at det ikke er helt rigtigt.
C) DNA-ændringer
Ifølge Moritz er DNA-ændringer (mutationer) ”uskyldige”. De er en reaktion på de skadelige påvirkninger fra omgivelserne, og når disse skadelige påvirkninger fjernes bliver cellerne – inklusive deres gener – normale igen.
Realiteten er, at det er velunderbygget, at ophobning af genmutationer over tid netop er det, som gør kræftceller til det de er. Den eneste måde at få disse mutationer til at forsvinde er, at destruere kræftcellerne. Hvis man er interesseret i at vide mere om hvordan genmutationer trin for trin omdanner celler til kræftceller kan jeg anbefale ”Hallmarks of Cancer afsnittet” på denne side.
D) Kræft under mikroskop
En beskrivelse af hvad man kan se når man undersøger kræftsvulster under et mikroskop er med til at skabe et indre billede, som styrker påstandene yderligere. Men det er også et redskab vi direkte kan bruge til at kontrollere om Moritz samt udøvere af metasundhed mm. overhovedet ved hvad de snakker om. Her er hvad Moritz skrev:
Cellerne i en ondartet tumor er omgivet af et lag fibrin, der er 15 gange tykkere end det, der omgiver normale celler. Alle kræftceller er beskadigede eller sårede. Fibrinlaget beskytter kræftceller mod dødbringende fagocytter, dræberlymfocytter, og cytokiner.
Jeg kan godt forstå at mange kan bringes til at tro på den beskrivelse. Men jeg er patolog. I mit daglige arbejde undersøger jeg kræftsvulster og alt muligt andet under mikroskop. Jeg har undersøgt tusindvis af kræftsvulster under mikroskop. Nedenstående foto er et typisk eksempel på hvad jeg ser i min dagligdag, når jeg kigger på kræftsvulster under mikroskop. Det tykke fibrinlag som omgiver kræftceller eksisterer ikke i virkeligheden.
Lægevidenskabelig kræftbehandling
Et andet gennemgående tema i bogen er, at konventionel kræftbehandling er af det onde.
Det er en udbredt påstand blandt tilhængere af cancerkvaksalveri , at kun 2% af patienter som får kemoterapi overlever mere end 5 år. Undersøgelsen bag den påstand er også beskrevet af Moritz. Her er en forklaring på hvorfor påstanden er forkert. Men Moritz går endnu længere end det:
De bivirkninger der er resultatet af den ortodokse kræftbehandling er så alvorlige, at de kræftpatienter som overlever og derpå vælger alternativ behandling, ofte bliver skuffede over, at den nye, naturlige behandling bare ”ikke virkede.….Den lægelige behandling har ødelagt deres krop i et sådant omfang, at det er meget svært at opnå helbredelse.
Påstanden er således at lægevidenskabelig behandling ikke blot er virkningsløs. Den forhindrer også den alternative behandling i at virke.
Men bogen indeholder flere uhyrligheder:
I gennemsnit er der kun 7 % der oplever en forbedring [ved behandling] . Dette kan lige så gerne være på trods af behandlingen. Dette er mere sandsynligt, eftersom det giver en meget højere succesrate slet ikke at behandle kræft end at behandle den…..
Og
Med en statistik som viser, at moderne lægebehandling af kræft er en fiasko i 93% af tilfældene, kan den overhovedet ikke betragtes som en behandling, men som en alvorlig trussel mod folkesundheden……
Og et sidste grelt eksempel
….kemoterapimedicin bliver anvendt til at begå folkemord.
Hvordan kan en alternativ behandler, som har lært om kræftbiologi og konventionel kræftbehandling efter bøger som denne få sig selv til at anbefale patienterne at følge lægernes anbefalinger???
Sammenfattende bemærkninger
- Denne bog kan ikke anbefales som støtte til patienter med kræft og deres pårørende. Den er fuld af påstande om kræftbiologi, som beviseligt ikke har bund i virkeligheden.
- Bogens budskab er helt klart: Den alternative behandling skal erstatte lægevidenskabelig behandling – Ikke supplere den.
- Hvis man ikke bliver helbredt er det patientens egen skyld (eller den konventionelle behandlings).
- Alternative behandlere som tror på/forhandler/har lært om kræft gennem denne bog bør ikke have mulighed for at komme i nærheden af kræftpatienter.