RAB-ordningen sikrer ikke forbrugerbeskyttelse

Dette er en let bearbejdet udgave af artikel bragt på ugeskriftet.dk og skeptica.dk

Det er velkendt for de fleste, at folketinget rummer magtfulde sundhedspolitikere, som er stærke tilhængere af alternativ behandling.

Men de fleste er også med på, at det alternative marked er noget broget, og at det bestemt ikke er alt, som er lige anbefalelsesværdigt. Hvis der er noget politikere og embedsmænd er vilde med, så er det registreringsordninger. Dette har manifesteret sig ved etablering af RAB-ordningen.

RAB står for Registreret Alternativ Behandler. Ordningen er brancheadministreret. Sundhedsstyrelsen tildeler alternative brancheforeninger retten til at administrere ordningen, men ellers blander den sig fuldstændigt udenom.

Krav til brancheforeningerne

Det er ret nemt for en forening at få lov til at administrere RAB-ordningen.  Man skal blot have en forening med mindst 30 medlemmer, et regelsæt for god klinisk praksis, en beskrivelse af uddannelseskrav samt en klageinstans. Det er fløjtende ligegyldigt, om foreningen repræsenterer tåbeligheder som homøopati eller Reiki healing. En af brancheforeningerne (Fysiurgiske massører)  er da også utilfredse med at blive sat i samme bås som de rigtigt alternative. 

Uddannelseskrav til behandlerne

Udover den alternative behandlingsform er der også krav om, at uddannelsen skal indeholde sundhedslovgivning samt basalfag (anatomi, fysiologi og sygdomslære).

Jeg kan sagtens forstå intuitionen om, at hvis de alternative behandlere får uddannelse sundhedslovgivning samt basalfag, så er de bedre rustet til at kende deres begrænsninger. Mange behandlere har da også forstået, at de ikke må påstå, at de kan helbrede alvorlige sygdomme som eksempelvis kræft. Den man så klare ved at påstå, at man kan aktivere kroppens selvhelbredende egenskaber. På den måde undgår man at komme i konflikt med sundhedslovgivningen. Man kan også afværge en evt. klagesag, idet behandlingssvigtet ikke kan tilskrives behandleren/behandlingen, men patienten selv.

Fantasien om øget patientsikkerhed er så stærk, at selv en forening som Kræftens Bekæmpelse anbefaler patienterne at søge en RAB-registreret behandler, hvis de ønsker at benytte alternativ behandling.

Det er naivt at forestille sig, at viden om basalfag kan rokke ved de mest absurde alternative ideer. Tro på eksempelvis homøopati forudsætter at man ser bort fra basalbiologi, fysik, kemi mm. Det fører for vidt at redegøre detaljeret for galskaben i homøopati i denne artikel. Men I grove træk er homøopati et ekstremt symptombaseret system, hvor grundtanken er, at ”ting” som fremkalder symptomer hos raske kan få symptomerne til at forsvinde hos symptombærere. Og denne symptombehandlende effekt er stærkere jo mere fortyndet ”tingen” er. Homøopatiske præparater er ofte fortyndede så meget, at der ikke er et eneste molekyle af udgangsstoffet tilbage.

Hvis man virkeligt tror på, at et homøopatisk præparat der hedder excrementum caninum (Dansk: Hunde høm høm) kan stimulere holistisk selvhelbredelse af en kombination af mindreværdsfølelse, Morbus Crohn, migræne, høfeber, flovhed over sine forældre mm., så er der altså lang vej tilbage til den virkelige verden. For en god ordens skyld skal vi lige slå fast, at dette homøopatiske præparat intet har tilfælles med fæcestransplantation. Det er simpelthen fortyndet så meget, at der ikke er en skid tilbage af det oprindelige materiale. Der er kun hunde høm hømmens sjæl – Hvis den findes (Jeg tvivler).

Alternative behandlere uden grænser

Nogle alternative behandlingsformer er gavnlige i bestemte situationer. Et eksempel herpå er hypnoterapi. Det har mange nyttige anvendelsesmuligheder – Også indenfor cancerbehandling. Et afsnit af DR-programmet Sundhedsmagasinet omhandlede netop denne behandlingsform. Og der var mange gode takter. Men den gav også et indblik i hvordan denne brancheforening håndterer medlemmer, som træder ved siden af. En journalist udgav sig for at være pårørende til en patient med skizofreni, og spurgte en række hypnoterapeuter, om det var noget de kunne behandle. Rundspørgen fandt, at 8 af 10 RAB-registrerede hypnoterapeuter var friske på at behandle disse patienter.

Formanden for foreningen udtalte i et efterfølgende interview, at det ikke var i orden. Men hun ville intet foretage sig medmindre der kom en klage fra en patient. Man kan altså ikke forvente, at brancheforeningerne af egen drift vil skride ind overfor registrerede behandlere, som klart overskrider det de må.

Aggressiv medlemsbeskyttelse

Et spørgsmål der uvægerligt trænger sig på er, om brancheforeningerne er i stand til at varetage patienternes interesse, eller om medlemsbeskyttelsen har højere prioritet. Der findes eksempelvis tre RAB-administrerende foreninger for akupunktører, hvoraf den ene (Danske Akupunktører) har gjort sig særligt bemærket. En artikel fra 2005 på skeptikersiden skeptica.dk omtalte et af deres medlemmer, som blev dømt for 2 gange for kvaksalveri (dengang det var ulovligt). Og som bl.a. reklamerede med at have helbredt patienter for kræft. Foreningen fik øje på artiklen i 2014, og insisterede på, at skeptica .dk misinformerede, og bad dem om en ”korrektion”. Samme akupunktør var i øvrigt blevet smidt ud af en af de konkurrerende brancheforeninger, og er nu blevet æresmedlem hos Danske Akupunktører.

RAB-ordningen sikrer ikke forbrugerbeskyttelse

Alternativ behandling omfatter en lang række tiltag, hvoraf nogle såmænd kan være ganske fornuftige – Man kan endda diskutere, om de overhovedet er alternative. Der er ingen problemer i at anerkende massage som et reelt gavnligt behandlingstilbud, selvom det er registreret som værende alternativt. Men der er også mange, som er gennemført idiotiske. Og som er farlige fordi de benyttes i stedet for virksom konventionel behandling. Det ændrer RAB-ordningen ikke ved. Det er alt for nemt for brancheforeningerne at fralægge sig det ansvar der burde være en naturlig del af at få lov til at administrere ordningen. Dels kan den hævde, at medlemmerne ikke behandler sygdomme, men stimulerer kundernes egne selvhelbredelsesevner. Dels kan den henholde sig til, at den vil have konkrete klager før den overhovedet vil overveje at kigge medlemmerne nærmere i kortene.

Klageproblematikken er et særligt problem. Klager over læger eller andre autoriserede sundhedspersoner varetages af myndighederne – Ikke af lægeforeningen eller andre sundhedspersoners fagforeninger. Men politikerne ville det anderledes med RAB-ordningen. Her er det brancheforeningerne, som skal vurdere klager over deres egne medlemmer.

Men for at klage skal man være i stand til at finde frem til klageinstansen. Journalist og kræftpatient Arne Notkin beskriver fint problematikken i en kronik i Berlingske Tidende. Han har lavet en serie radioudsendelser til DR om sit forløb, herunder også et afsnit om alternativ behandling. I dette afsnit indgår også refleksioner over hans erfaringer med akupunktur hos en RAB-registreret akupunktør og medlem af Danske Akupunktører. Udsendelsen resulterede i en offentlig kritik fra Danske Akupunktører rettet mod Arne Notkin.

Det kom ikke frem i udsendelsen, at den pågældende RAB-registrerede akupunktør havde tilsidesat basale hygiejniske forholdsregler, og at Arne Notkin i forløbet havde pådraget sig en infektion, som i værste fald kunne have udviklet sig livstruende. Han havde altså fået en behandling, som i allerhøjeste grad ville berettige en klagesag med deraf følgende påtale af akupunktøren. En eventuel klagebehandling ville i så fald i henhold til reglerne skulle behandles af den forening, som offentligt har kritiseret ham. Det er ikke uvildig sagsbehandling. Dertil kommer, at det er næsten umuligt at finde frem til hvordan man indgiver en klage. Søgefunktionen på foreningens hjemmeside er ubrugelig. At det (godt gemt af vejen) står i foreningens vedtægter, at der er en klageinstans er måske godt nok fra en politikers synsvinkel, men ikke fra en patients.

Sammenfatning

RAB-ordningen sikrer ikke reel forbrugerbeskyttelse. Der er reelt tale om blåstempling af noget som ingen blåstempling fortjener – Og det er rablende vanvittigt.