Pseudovidenskabligt funderet sundhedspolitik

Næsten identiske udgaver af denne artikel forefindes på Ugeskriftet.dk samt skeptica.dk

Formanden for sundhedsudvalget Liselott Blixt (DF) mener det sikkert oprigtigt når hun siger, at hendes kamp for at få gjort alternativ behandling stueren ”… er for patienternes skyld”. Hun har klart valgt at lytte til læger, der selv går ind for alternativ behandling. Og hun demonstrerer gang på gang manglende vilje til at overveje, om den pseudovidenskab hun præsenteres for nu også har rod i virkeligheden.

Der var faktisk ikke en eneste af sundhedsordførerne, som udtrykte skepsis over for alternativ behandling ved førstebehandlingen i 2016 af et lovforslag om genoplivning af VIFAB (Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling). Forslaget faldt på grund af Christiansborgfnidder. Ikke på grund af reel uenighed.

Også i Sverige har man politikere, som er tilhængere af pseudovidenskab. I 2005 behandlede man således et lovforslag, som indebar, at børn under 8 år skulle behandles med homøopatiske præparater frem for konventionel medicin for at undgå bivirkninger. Forslaget blev dog forkastet.

Der kan være mange forklaringer på, at politikerne tillægger pseudovidenskab/tro samme værdi som videnskab. Men det er ikke et nyt fænomen. Det kan være lærerigt at se tilbage på et par historiske eksempler, hvor politikere havde ladet sig forføre af pseudovidenskab. Historien giver også stof til eftertanke i forhold til, hvorfor man som læge skal reagere klart og tydeligt på politikernes udmeldinger uden frygt for at blive stemplet som arrogante eller elitære.

Pseudovidenskab og politik i gamle dages USA

Det første tilfælde, jeg kender til, hvor demokratisk valgte politikere satte sig for at gennemføre pseudovidenskabelig lovgivning, stammer fra den amerikanske stat Indiana i 1897. En amatørmatematiker (og læge) ved navn Edward J. Goodwin fik overtalt et parlamentsmedlem ved navn Taylor I Record til at fremsætte et lovforslag om at runde tallet pi op til 3,2.

Lovforslaget blev enstemmigt vedtaget i Repræsentanternes Hus. Det var tæt på at blive vedtaget i Indianas’ senat. Men dels havde en matematikprofessor ved navn CA Waldo taget kontakt til senatorer og med held forklaret dem det idiotiske i at ændre tallet pi. Dels havde pressen fået nys om det, og der blev ikke gjort forsøg på at forsvare nonsens. Politikerne i Indiana hadede tanken om at blive til grin. Opførte CA Waldo sig arrogant og/eller elitært? Det mener jeg ikke. Selvfølgelig skal folk med forstand søge at hindre tåbelig lovgivning.

Royal lobbyisme i Storbritannien

Prins Charles er stor fan af alternativ behandling. Han har endda en nebengeschäft, hvor han tjener penge på ”detox-produkter”. Han har aktivt forsøgt at overtale politikerne til at indføre homøopati som en del af det offentlige sundhedsvæsen.

Den britiske lægeforening har været proaktiv med hensyn til at forklare politikerne og offentligheden det tossede i den idé, og Prins Charles har da heller ikke formået at overbevise tilstrækkeligt mange politikere. Opførte den britiske lægeforening sig arrogant? Det mener jeg ikke. Homøopati hører absolut med i toppen af idiotiske alternative behandlinger (hvor vi ikke bare snakker om fravær af evidens, men om evidens af fravær).

Aids-epidemien i Sydafrika

Det kan gå grueligt galt, når politikere lader pseudovidenskab styre landets sundhedspolitik. Et af de mest skræmmende eksempler i nyere tid finder vi i Sydafrika.

Præsident Thabo Mbeki og hans sundhedsminister Manto Tshabalala-Msimang havde ladet sig overbevise om, at aids ikke skyldes hiv-infektion. Samt at antiretroviral medicin gjorde mere skade end gavn. Som følge af disse fantasier afviste Sydafrika at indføre forskellige behandlingstiltag. Landet afviste således at modtage gratis medicin, og det afviste at modtage økonomisk støtte til indkøb af medicin.

Et studium når frem til et skøn, som siger, at der i perioden 2000-2005 forekom 330.000 unødvendige dødsfald. Og man kunne have forebygget, at 35.000 børn blev født med aids. Det var på alle mulige måder problematisk, at præsidenten og sundhedsministeren lyttede til folk som Anthony Brink og Matthias Rath (der promoverer vitaminer til bekæmpelse af bl.a. aids, red.) Landets lægefaglige ekspertise var ikke arrogant, da den forsøgte at trænge igennem til den politiske ledelse.

Kosttilskudsindustrien i USA

Også i USA har vi set ubehagelige konsekvenser af politikernes afvisning af lægefaglighed. For år tilbage forsøgte man at dæmme op for producenters/forhandleres påstande om, at vitaminer, mineraler, urter mm. var virksomme mod sygdomme som f.eks. aids og cancer. Man anbefalede derfor politikerne at indføre ved lov, at producenterne skulle levere dokumentation for virkninger samt for sikkerhed af deres produkter. Ikke helt på samme niveau som det kræves af lægemidler, men stadigvæk reel dokumentation.

Det satte producenterne sig kraftigt imod. Takket være chikane af modstandere, massiv PR-kampagne og politisk lobbyisme sikrede kosttilskudsindustrien (det var i den forbindelse, at begrebet kosttilskud blev opfundet) sig imod den form for forbrugerbeskyttelse. I stedet for at skrive, at produkterne er virksomme mod specifikke sygdomme, må de nu skrive, at de kan gavne biologiske funktioner/strukturer. Man må f.eks. godt skrive, at et produkt kan styrke lungefunktionen, mens det er forbudt at skrive, at det er virksomt mod astma. Der er ikke begrænsninger på, hvad man må skrive i brochurer, som ligger frit tilgængeligt i helsekostforretningerne. Så mærkningsreglerne er reelt virkningsløse.

Med hensyn til forbrugersikkerheden har de amerikanske politikere fulgt helsekostindustriens ønske om omvendt bevisbyrde. Myndighederne skal bevise, at et kosttilskud er sundhedsskadeligt, før det kan forbydes. Og selvom produkter er beviseligt sundhedsskadelige, kan det være en kamp at få dem forbudt. Planten ledris (Ephedra) havde forårsaget ganske mange dødsfald, hvorfor det burde være en simpel ekspeditionssag at forbyde den. Men man måtte igennem retssager anlagt af kosttilskudsindustrien, før det blev gennemført. Og i efterforløbet blev de embedsmænd, som havde denne sag, degraderet af den politisk udpegede ledelse af FDA (Food and Drug Administration).

Selv det forhold at forgiftning med vitaminer og kosttilskud hører til blandt top 25 af årsager, som kræver toksikologisk specialistbehandling i USA, er der ikke tegn på, at politikerne vil ændre den lov. Det er ikke et udtryk for arrogance, at læger advarer mod ukritisk salg af kosttilskud.

Min egen personlige holdning

Jeg mener, at vi som læger et eller andet sted har en moralsk forpligtelse til at forsøge at trænge igennem til politikerne, når pseudovidenskabeligt funderede tiltag er på dagsordenen – for patienternes skyld!!

Men vi må erkende, at det er op ad bakke. Og vi må også erkende, at mange læger også er draget af den alternative verden. Men der kommer ingen protester fra mig, hvis Lægeforeningen bliver mere synlig i den offentlige debat med synspunkter, der forsvarer videnskab og dæmmer op for pseudovidenskab.