RAB-ordningen sikrer ikke forbrugerbeskyttelse

Dette er en let bearbejdet udgave af artikel bragt på ugeskriftet.dk og skeptica.dk

Det er velkendt for de fleste, at folketinget rummer magtfulde sundhedspolitikere, som er stærke tilhængere af alternativ behandling.

Men de fleste er også med på, at det alternative marked er noget broget, og at det bestemt ikke er alt, som er lige anbefalelsesværdigt. Hvis der er noget politikere og embedsmænd er vilde med, så er det registreringsordninger. Dette har manifesteret sig ved etablering af RAB-ordningen.

RAB står for Registreret Alternativ Behandler. Ordningen er brancheadministreret. Sundhedsstyrelsen tildeler alternative brancheforeninger retten til at administrere ordningen, men ellers blander den sig fuldstændigt udenom.

Krav til brancheforeningerne

Det er ret nemt for en forening at få lov til at administrere RAB-ordningen.  Man skal blot have en forening med mindst 30 medlemmer, et regelsæt for god klinisk praksis, en beskrivelse af uddannelseskrav samt en klageinstans. Det er fløjtende ligegyldigt, om foreningen repræsenterer tåbeligheder som homøopati eller Reiki healing. En af brancheforeningerne (Fysiurgiske massører)  er da også utilfredse med at blive sat i samme bås som de rigtigt alternative. 

Uddannelseskrav til behandlerne

Udover den alternative behandlingsform er der også krav om, at uddannelsen skal indeholde sundhedslovgivning samt basalfag (anatomi, fysiologi og sygdomslære).

Jeg kan sagtens forstå intuitionen om, at hvis de alternative behandlere får uddannelse sundhedslovgivning samt basalfag, så er de bedre rustet til at kende deres begrænsninger. Mange behandlere har da også forstået, at de ikke må påstå, at de kan helbrede alvorlige sygdomme som eksempelvis kræft. Den man så klare ved at påstå, at man kan aktivere kroppens selvhelbredende egenskaber. På den måde undgår man at komme i konflikt med sundhedslovgivningen. Man kan også afværge en evt. klagesag, idet behandlingssvigtet ikke kan tilskrives behandleren/behandlingen, men patienten selv.

Fantasien om øget patientsikkerhed er så stærk, at selv en forening som Kræftens Bekæmpelse anbefaler patienterne at søge en RAB-registreret behandler, hvis de ønsker at benytte alternativ behandling.

Det er naivt at forestille sig, at viden om basalfag kan rokke ved de mest absurde alternative ideer. Tro på eksempelvis homøopati forudsætter at man ser bort fra basalbiologi, fysik, kemi mm. Det fører for vidt at redegøre detaljeret for galskaben i homøopati i denne artikel. Men I grove træk er homøopati et ekstremt symptombaseret system, hvor grundtanken er, at ”ting” som fremkalder symptomer hos raske kan få symptomerne til at forsvinde hos symptombærere. Og denne symptombehandlende effekt er stærkere jo mere fortyndet ”tingen” er. Homøopatiske præparater er ofte fortyndede så meget, at der ikke er et eneste molekyle af udgangsstoffet tilbage.

Hvis man virkeligt tror på, at et homøopatisk præparat der hedder excrementum caninum (Dansk: Hunde høm høm) kan stimulere holistisk selvhelbredelse af en kombination af mindreværdsfølelse, Morbus Crohn, migræne, høfeber, flovhed over sine forældre mm., så er der altså lang vej tilbage til den virkelige verden. For en god ordens skyld skal vi lige slå fast, at dette homøopatiske præparat intet har tilfælles med fæcestransplantation. Det er simpelthen fortyndet så meget, at der ikke er en skid tilbage af det oprindelige materiale. Der er kun hunde høm hømmens sjæl – Hvis den findes (Jeg tvivler).

Alternative behandlere uden grænser

Nogle alternative behandlingsformer er gavnlige i bestemte situationer. Et eksempel herpå er hypnoterapi. Det har mange nyttige anvendelsesmuligheder – Også indenfor cancerbehandling. Et afsnit af DR-programmet Sundhedsmagasinet omhandlede netop denne behandlingsform. Og der var mange gode takter. Men den gav også et indblik i hvordan denne brancheforening håndterer medlemmer, som træder ved siden af. En journalist udgav sig for at være pårørende til en patient med skizofreni, og spurgte en række hypnoterapeuter, om det var noget de kunne behandle. Rundspørgen fandt, at 8 af 10 RAB-registrerede hypnoterapeuter var friske på at behandle disse patienter.

Formanden for foreningen udtalte i et efterfølgende interview, at det ikke var i orden. Men hun ville intet foretage sig medmindre der kom en klage fra en patient. Man kan altså ikke forvente, at brancheforeningerne af egen drift vil skride ind overfor registrerede behandlere, som klart overskrider det de må.

Aggressiv medlemsbeskyttelse

Et spørgsmål der uvægerligt trænger sig på er, om brancheforeningerne er i stand til at varetage patienternes interesse, eller om medlemsbeskyttelsen har højere prioritet. Der findes eksempelvis tre RAB-administrerende foreninger for akupunktører, hvoraf den ene (Danske Akupunktører) har gjort sig særligt bemærket. En artikel fra 2005 på skeptikersiden skeptica.dk omtalte et af deres medlemmer, som blev dømt for 2 gange for kvaksalveri (dengang det var ulovligt). Og som bl.a. reklamerede med at have helbredt patienter for kræft. Foreningen fik øje på artiklen i 2014, og insisterede på, at skeptica .dk misinformerede, og bad dem om en ”korrektion”. Samme akupunktør var i øvrigt blevet smidt ud af en af de konkurrerende brancheforeninger, og er nu blevet æresmedlem hos Danske Akupunktører.

RAB-ordningen sikrer ikke forbrugerbeskyttelse

Alternativ behandling omfatter en lang række tiltag, hvoraf nogle såmænd kan være ganske fornuftige – Man kan endda diskutere, om de overhovedet er alternative. Der er ingen problemer i at anerkende massage som et reelt gavnligt behandlingstilbud, selvom det er registreret som værende alternativt. Men der er også mange, som er gennemført idiotiske. Og som er farlige fordi de benyttes i stedet for virksom konventionel behandling. Det ændrer RAB-ordningen ikke ved. Det er alt for nemt for brancheforeningerne at fralægge sig det ansvar der burde være en naturlig del af at få lov til at administrere ordningen. Dels kan den hævde, at medlemmerne ikke behandler sygdomme, men stimulerer kundernes egne selvhelbredelsesevner. Dels kan den henholde sig til, at den vil have konkrete klager før den overhovedet vil overveje at kigge medlemmerne nærmere i kortene.

Klageproblematikken er et særligt problem. Klager over læger eller andre autoriserede sundhedspersoner varetages af myndighederne – Ikke af lægeforeningen eller andre sundhedspersoners fagforeninger. Men politikerne ville det anderledes med RAB-ordningen. Her er det brancheforeningerne, som skal vurdere klager over deres egne medlemmer.

Men for at klage skal man være i stand til at finde frem til klageinstansen. Journalist og kræftpatient Arne Notkin beskriver fint problematikken i en kronik i Berlingske Tidende. Han har lavet en serie radioudsendelser til DR om sit forløb, herunder også et afsnit om alternativ behandling. I dette afsnit indgår også refleksioner over hans erfaringer med akupunktur hos en RAB-registreret akupunktør og medlem af Danske Akupunktører. Udsendelsen resulterede i en offentlig kritik fra Danske Akupunktører rettet mod Arne Notkin.

Det kom ikke frem i udsendelsen, at den pågældende RAB-registrerede akupunktør havde tilsidesat basale hygiejniske forholdsregler, og at Arne Notkin i forløbet havde pådraget sig en infektion, som i værste fald kunne have udviklet sig livstruende. Han havde altså fået en behandling, som i allerhøjeste grad ville berettige en klagesag med deraf følgende påtale af akupunktøren. En eventuel klagebehandling ville i så fald i henhold til reglerne skulle behandles af den forening, som offentligt har kritiseret ham. Det er ikke uvildig sagsbehandling. Dertil kommer, at det er næsten umuligt at finde frem til hvordan man indgiver en klage. Søgefunktionen på foreningens hjemmeside er ubrugelig. At det (godt gemt af vejen) står i foreningens vedtægter, at der er en klageinstans er måske godt nok fra en politikers synsvinkel, men ikke fra en patients.

Sammenfatning

RAB-ordningen sikrer ikke reel forbrugerbeskyttelse. Der er reelt tale om blåstempling af noget som ingen blåstempling fortjener – Og det er rablende vanvittigt.

Pseudovidenskabligt funderet sundhedspolitik

Næsten identiske udgaver af denne artikel forefindes på Ugeskriftet.dk samt skeptica.dk

Formanden for sundhedsudvalget Liselott Blixt (DF) mener det sikkert oprigtigt når hun siger, at hendes kamp for at få gjort alternativ behandling stueren ”… er for patienternes skyld”. Hun har klart valgt at lytte til læger, der selv går ind for alternativ behandling. Og hun demonstrerer gang på gang manglende vilje til at overveje, om den pseudovidenskab hun præsenteres for nu også har rod i virkeligheden.

Der var faktisk ikke en eneste af sundhedsordførerne, som udtrykte skepsis over for alternativ behandling ved førstebehandlingen i 2016 af et lovforslag om genoplivning af VIFAB (Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling). Forslaget faldt på grund af Christiansborgfnidder. Ikke på grund af reel uenighed.

Også i Sverige har man politikere, som er tilhængere af pseudovidenskab. I 2005 behandlede man således et lovforslag, som indebar, at børn under 8 år skulle behandles med homøopatiske præparater frem for konventionel medicin for at undgå bivirkninger. Forslaget blev dog forkastet.

Der kan være mange forklaringer på, at politikerne tillægger pseudovidenskab/tro samme værdi som videnskab. Men det er ikke et nyt fænomen. Det kan være lærerigt at se tilbage på et par historiske eksempler, hvor politikere havde ladet sig forføre af pseudovidenskab. Historien giver også stof til eftertanke i forhold til, hvorfor man som læge skal reagere klart og tydeligt på politikernes udmeldinger uden frygt for at blive stemplet som arrogante eller elitære.

Pseudovidenskab og politik i gamle dages USA

Det første tilfælde, jeg kender til, hvor demokratisk valgte politikere satte sig for at gennemføre pseudovidenskabelig lovgivning, stammer fra den amerikanske stat Indiana i 1897. En amatørmatematiker (og læge) ved navn Edward J. Goodwin fik overtalt et parlamentsmedlem ved navn Taylor I Record til at fremsætte et lovforslag om at runde tallet pi op til 3,2.

Lovforslaget blev enstemmigt vedtaget i Repræsentanternes Hus. Det var tæt på at blive vedtaget i Indianas’ senat. Men dels havde en matematikprofessor ved navn CA Waldo taget kontakt til senatorer og med held forklaret dem det idiotiske i at ændre tallet pi. Dels havde pressen fået nys om det, og der blev ikke gjort forsøg på at forsvare nonsens. Politikerne i Indiana hadede tanken om at blive til grin. Opførte CA Waldo sig arrogant og/eller elitært? Det mener jeg ikke. Selvfølgelig skal folk med forstand søge at hindre tåbelig lovgivning.

Royal lobbyisme i Storbritannien

Prins Charles er stor fan af alternativ behandling. Han har endda en nebengeschäft, hvor han tjener penge på ”detox-produkter”. Han har aktivt forsøgt at overtale politikerne til at indføre homøopati som en del af det offentlige sundhedsvæsen.

Den britiske lægeforening har været proaktiv med hensyn til at forklare politikerne og offentligheden det tossede i den idé, og Prins Charles har da heller ikke formået at overbevise tilstrækkeligt mange politikere. Opførte den britiske lægeforening sig arrogant? Det mener jeg ikke. Homøopati hører absolut med i toppen af idiotiske alternative behandlinger (hvor vi ikke bare snakker om fravær af evidens, men om evidens af fravær).

Aids-epidemien i Sydafrika

Det kan gå grueligt galt, når politikere lader pseudovidenskab styre landets sundhedspolitik. Et af de mest skræmmende eksempler i nyere tid finder vi i Sydafrika.

Præsident Thabo Mbeki og hans sundhedsminister Manto Tshabalala-Msimang havde ladet sig overbevise om, at aids ikke skyldes hiv-infektion. Samt at antiretroviral medicin gjorde mere skade end gavn. Som følge af disse fantasier afviste Sydafrika at indføre forskellige behandlingstiltag. Landet afviste således at modtage gratis medicin, og det afviste at modtage økonomisk støtte til indkøb af medicin.

Et studium når frem til et skøn, som siger, at der i perioden 2000-2005 forekom 330.000 unødvendige dødsfald. Og man kunne have forebygget, at 35.000 børn blev født med aids. Det var på alle mulige måder problematisk, at præsidenten og sundhedsministeren lyttede til folk som Anthony Brink og Matthias Rath (der promoverer vitaminer til bekæmpelse af bl.a. aids, red.) Landets lægefaglige ekspertise var ikke arrogant, da den forsøgte at trænge igennem til den politiske ledelse.

Kosttilskudsindustrien i USA

Også i USA har vi set ubehagelige konsekvenser af politikernes afvisning af lægefaglighed. For år tilbage forsøgte man at dæmme op for producenters/forhandleres påstande om, at vitaminer, mineraler, urter mm. var virksomme mod sygdomme som f.eks. aids og cancer. Man anbefalede derfor politikerne at indføre ved lov, at producenterne skulle levere dokumentation for virkninger samt for sikkerhed af deres produkter. Ikke helt på samme niveau som det kræves af lægemidler, men stadigvæk reel dokumentation.

Det satte producenterne sig kraftigt imod. Takket være chikane af modstandere, massiv PR-kampagne og politisk lobbyisme sikrede kosttilskudsindustrien (det var i den forbindelse, at begrebet kosttilskud blev opfundet) sig imod den form for forbrugerbeskyttelse. I stedet for at skrive, at produkterne er virksomme mod specifikke sygdomme, må de nu skrive, at de kan gavne biologiske funktioner/strukturer. Man må f.eks. godt skrive, at et produkt kan styrke lungefunktionen, mens det er forbudt at skrive, at det er virksomt mod astma. Der er ikke begrænsninger på, hvad man må skrive i brochurer, som ligger frit tilgængeligt i helsekostforretningerne. Så mærkningsreglerne er reelt virkningsløse.

Med hensyn til forbrugersikkerheden har de amerikanske politikere fulgt helsekostindustriens ønske om omvendt bevisbyrde. Myndighederne skal bevise, at et kosttilskud er sundhedsskadeligt, før det kan forbydes. Og selvom produkter er beviseligt sundhedsskadelige, kan det være en kamp at få dem forbudt. Planten ledris (Ephedra) havde forårsaget ganske mange dødsfald, hvorfor det burde være en simpel ekspeditionssag at forbyde den. Men man måtte igennem retssager anlagt af kosttilskudsindustrien, før det blev gennemført. Og i efterforløbet blev de embedsmænd, som havde denne sag, degraderet af den politisk udpegede ledelse af FDA (Food and Drug Administration).

Selv det forhold at forgiftning med vitaminer og kosttilskud hører til blandt top 25 af årsager, som kræver toksikologisk specialistbehandling i USA, er der ikke tegn på, at politikerne vil ændre den lov. Det er ikke et udtryk for arrogance, at læger advarer mod ukritisk salg af kosttilskud.

Min egen personlige holdning

Jeg mener, at vi som læger et eller andet sted har en moralsk forpligtelse til at forsøge at trænge igennem til politikerne, når pseudovidenskabeligt funderede tiltag er på dagsordenen – for patienternes skyld!!

Men vi må erkende, at det er op ad bakke. Og vi må også erkende, at mange læger også er draget af den alternative verden. Men der kommer ingen protester fra mig, hvis Lægeforeningen bliver mere synlig i den offentlige debat med synspunkter, der forsvarer videnskab og dæmmer op for pseudovidenskab.